Det var en kold vinterdag, men trods det var vinter og det var koldt skinnede solen. Solen ramte den hvide sne, som gav et skarpt lys klint tilbage. Træerne var døde, men på den ene lille gren sad der en lille fugl. Ikke hvilken som helst fugl, det var en lille hvid due. Vi befinder hos i Sverige, et lille fredeligt hus tæt på skåne, Det lå ude ved en skov. En smuk skov, men om vinteren død og kold. I det hus boede en mor og en datter. Deres forhold var godt, men ikke bedre eller dårligere.
Datteren var ude og gå en lille tur, i det smukke vinter vejr. Hun gik rundt mellem alle de døde træer. Men solen gik stadig ikke ned til den kolde skovbund. Hun gik og gik, kom længere ind i skoven den døde skov. Men der mit i det hele, var der et lille grønt prik. Og lige på den lille grønne prik stak en af solen varme stråler ned. Og i midten af det grønne sted, sad den smukkeste blomst. Hun havde ikke set noget lignende til smukhed, og slet ikke om vinteren. Den havde det smukkeste røde hoved. Hun syntes den var så smuk, at hun ville tage den med hjem. Det skulle være en gave til hendes mor. En rigtig smuk gave. Så hun gik hen til blomsten, satte sig på sine knæ og gravede lige så fint blomsten op. Hun rejste sig op, og gik hjem ad. Hun kiggede på blomsten, og tænkte hvordan sådan en smuk blomst kunne leve i denne mørke og kolde skov. Men smuk var den, så den skulle mor have. Hun kom hjem til huset, åbnede døren. Fra døråbningen kunne hun se sin mor stå i køkkenet og lave mad, det duftede godt. Hun gik ind til hende, og sagde hun havde en gave til hende, hun vente sig om og kiggede på hende og gav et smil til hendes datter. Hun spurgte hvad hun havde til hende, og datteren gav hende den blomst hun havde ude og hente. Moderen blev helt rørt, og gav en lille tåre fra sit venstre øje. Hun satte den straks i en lille fin glas vase, og fyldte den halvvejs op med vand. Hun stalde den i vinduet hvor den ville få alt det lys som en kunne. Moderen kiggede på den smukke røde blomst, og hun kunne mærke den mest fantastiske følelse i sin krop. Og der efter kiggede hun på sin datter, som smilede til hende. Hun kunne virkelig mærke den kærlighed de havde sammen, og hun kunne ikke ønske sig nogen bedre datter end hende. Hun kiggede ud ad det vindue blomsten stod i, der var dødt, og der kunne man og se at der var koldt. Men hun følte virkelig varme. Men oppe i træet lige ude for vinduet så han en fugl. Det var en hvid due kunne hun se, hun viste den betød frihed og fred. Alt gik så godt som det kunne gå for dem. Men det ville ikke vare ved..
Det er gratis at oprette en konto