Glæden ved at leve: personlig refleksion

At leve eller ikke at leve det er det store spørgsmål her i livet.

Det starter en mandag morgen, jeg er ligger dybt begravet med hovedet under dynen. Jeg føler et behageligt strejf af glæde som spreder sig i hele kroppen, så kan jeg hører mit vækkeur ringe med en stille og rolig bib lyd, den bliver stille højere og højere indtil jeg trykker på den store knap lige midt på og så er der stilhed. Jeg ligger mig lidt og tænker på en dejlig weekend, men så bliver tankerne afbrudt af mor der råber ”Marlene, du skal stå op nu ellers kommer jeg og kilder dig!” Jeg skynder mig at springe ud af sengen og her begynder min dag.Jeg smutter hurtigt i noget tøj, som jeg lagde frem i går, for at undgå unødvendigt stress over hvad man skulle have på. Jeg skynder mig ned af trapperne og sætter mig stille og roligt på en stol. Hvor der så bliver serveret havregryn med mælk. Så badeværelset hår, make-up og så lige at børste tænder så er man ude af døren før man ved at det. Jeg elsker virkelig cykelturen til skole den er så forfriskende, jeg sætter mig op på cykelen og af sted. Jeg kører altid i mit eget tempo og sørger for at nyde at man lever. Jeg nyder den stille brise som forsigtigt strejfer mit ansigt, som et kærligt klap på skulderen. Det er den brise som holder en oppe hele dagen, når jeg tager en lang dyb indånding er det den stille brise jeg tænker på. Altså der er mange som begår selvmord, fordi de føler de ikke er gode nok til at leve. I de fleste tilfælde er det bare den helt forkerte beslutning de har taget. I sted for at give op skal man stoppe op et øjeblik og tænke sig om inden man gør noget man kommer til at fortryde i det er frygtelige tilfælde at stoppe livet på skal man virkelig tænke sig om. Hvorfor dør man? Hvorfor lever man? Hvornår dør man? Skal man have udrettet noget for at være et godt menneske for at man fortjener at leve? Hvordan er det ikke at være elsket? Sådan nogen spørgsmål stiller folk sig selv hver dag, fordi de ikke synes det er hver at leve. De ved ikke hvad de vil med deres liv. De ved ikke om deres familie elsker dem. De ved ikke om de har fortjent at leve. Men, det har de alle sammen.Jeg har faktisk aldrig rigtigt tænkt på om jeg fortjener at leve for det gør alle, alle er noget hver, alle er speciale. Jeg føler jeg har fortjent at leve. Jeg synes ikke folk som har slået et andet menneske ihjel skal leve for jeg synes enten skal de spærres inde for livet ellers skal de også dø, men selvfølgeligt humant.