Pigen i tårnet: flugt til en underjordisk verden

… kan hun se en skikkelse komme ridende. Hendes far. Hun mærker et sug i maven. Gid hun bare kunne flygte ud af vinduet. Hun hadede ham. Han havde aldrig været rar ved hende. Han havde holdt hende fanget så længe hun kunne huske. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun havde aldrig været uden for tårnet, siden den dag hendes mor døde. Hendes far havde sagt at hun var blevet sparket af en hest, og som følger af det, var hun død. Hun havde fået en underlig spændende fornemmelse i mellemgulvet, da hun fik det at vide. Hun var blevet sorgmodig og havde grædt sig selv i søvn den næste uge fordi hun savnede hende så meget. Men i dag ville hun spørge ham. Hun blev 18 år i dag. Hun ville spørge om hun endeligt måtte komme ud, for det var så længe siden, hun havde mærket græsset under sine fødder. Hun ville udnytte chancen til at stikke af, langt ind i skoven. Så langt ind at ingen ville finde hende igen. Hun ville aldrig komme tilbage til dette rådne tårn. Hun ville bare væk og det kunne ikke gå hurtigt nok. Pludseligt kunne hun høre syv nøgler blive låst op med små mellemrum. Nu kom han. Skulle hun gemme sig og flygte når han var gået væk fra døren, eller skulle hun bare vente. Hun satte sig ned på stolen og ventede. Han tog meget lang tid om det denne gang. Pludseligt blev døren slået op, og hun kunne mærke den kolde efterårsluft strømme ind ad døren. Hendes far stod foran hende. Hun syntes ikke hun kunne kende ham. Han så helt mærkelig ud i ansigtet. Han kom ind og satte sig ved siden af hende. Han sagde tillykke til hende og gav hende en gave. Hun åbnede den. Det var en halskæde. Han havde givet hende endnu et smykke. Altid smykker. Hun sagde tak, gav ham et kram og kiggede ham dybt i øjnene. Hun vidste ikke hvordan hun skulle spørge ham. Hun sad bare og overvejede det en sidste gang inde i hovedet før hun endeligt. Spurgte: ”Far. Jeg har tænkt på om jeg kunne få lov til at komme ud en tur, for det er så længe siden, og jeg savner virkeligt, at mærke græsset under mine fødder og vinden i mit ansigt?” hendes far stirrede bare på hende. Han lignede en der havde fået noget galt i halsen, og var ved at blive kvalt i det. ”Hvorfor vil du pludselig ud? Du plejer da at klare dig fint her inde i dit tårn. Er du helt sikker for det kan godt være farligt?” Spurgte han. ”Ja jeg er helt sikker far. Jeg savner naturen helt vildt.” Svarede hun. ”Okay så denne ene gang.” Svarede faren.