Pigen og rosenskoven

Der var madrester fra dagen før. Signe fik ikke ryddet op inden hun gik i seng. Signe magtede ikke lige tanken om at rydde op lige nu, først ville hun tjekke om mor var hjemme. Det var tideligt. ”Mor jeg tager i skole nu” sagde Signe.Moderen reagerde ikke, men det plejer hun egenligt heller ikke før sidst på dagen.Forrige nat drømte Signe at hun vågnede på en lang rejse. Hun gik på en mark fyldt af røde roser. Alt udover roserne var gråt. Roserne var røde som blod, og himlen var grå som en himmel på en regnvejrsdag. En stor flok af sorte krager fløj rundt over hende, som om de ville hende bringe noget. Hun gik bare, hun kunne ikke bare stoppe. For hvis hun skulle stoppe skulle der være et formål ved det. Hun valgte så at stoppe, for hun kunne ikke modstå duften og den skrigende røde farve af roserne. Hun ville plukke en, til formål for hende selv, måske vil den bringe hende vidre til en ny vej, tænkte hun. Hun satte sig ned på stien på marken, imellem roserne, men i det hun plukkede sin rose, stak hun sig på en sort torn fra rosen. Hun havde ikke overvejet tornene på de smukke roser, da hun der gik på sin drømmevej. Blodet var skrigende rødt. Ligesom roserne. Hun tænkte, hun kunne bruge et blad fra rosen til at tørre det røde blod væk fra hendes pegefinger spids. Rosen var effektiv i sig selv. Så mange egenskaber og så mange tegn på liv og veje de viste frem for hende. Uden hun havde set det var der kommet en stor mørkerød pøl runt om hende og hun begav sig vidre igennem stien, for hvorfor skulle hun sidde der, når hun have en lang tur foran sig, som hun vidste vil bringe hende godt og menningsfulde oplevelser. Da hun rejste sig op, følte hun at verdenen drejede sig om hende, hun var svimmel og fuglene blev flere og flere, hun lukkede øjnene i og følte vinden som en tornado omkring hende. Hun åbnede øjnene og alt blev igen stille, ligesom før. Hun gik videre og nød duften, nød farverne og begav sig videre på sin drøms rejse. Da hun havde fortsat ligeud et stykke tid, kom hun pludselig til en stor dør, nærmest som himlens portal, udsmykket af roser, og blå som himlen på en sommerdag. Hun besluttede sig at åbne døren og det var det rigtige hun gjorde. Denne gang var det ikke bare en mark, men en skov med roser på højde med gamle egetræer, ligeså røde og ligeså skønt duftende, som på marken. Her var der ingen åbning til himlen, på grund af de høje rosers overdækkende effekt for himlen. Intet kunne hende gøre ondt oppefra og tornene på roserne var stumme og ikke spidse som på marken. Hun gik vidre, nu ikke på en sti, men igennem åbningerne mellem de tykke rose stilke, som snoede sig rundt om hinanden. Pludselig kom hun forbi en særlig rød rose. Bag rosen var et rundt grønt hus. Hun følte energi fra huset, så hun besluttede sig for at gå hen til huset og se hvad det ville byde hende hvis hun bankede på. Hun kom hen til en stor dør og bankede på. En høj slank kvinde, med hvide klæder og en rød krans af roser bundet rundt om sit lange, krøllede lyse hår. Hendes øjne var lysegrønne og med et afslappet blik og et imødekommende udtryk sagde hun:,,Hej Signe, jeg har dig ventet, kom ind og jeg vil dig hjælpe” sagde den høje dame.Signe kiggede uden udtryk i ansigtet, på den høje dame og fulgte langsomt efter hende. Signe fulgte stadig efter hende og de fortsatte op af en trappe der snoede sig rundt om et tykt sort midtpunkt, og lignede noget som var en stilk. Da de kom til trappens ende så Signe hvad det var gået op imod. Et rundt rum, med en rose som dækkede for vinduet og for verden omkring dem.,,Du kan sætte dig der, min egen’’Signe satte sig ned i en sofa overfor rosen. Signe følte hun ikke kunne holde orderne i hendes hovede tilbage, og hun følte lyst til at fortælle hvad hun havde oplevet både i drømme og i virkelighed. Hun kunne ikke lade ordene skjule.,,Hvad er jeg til for, jeg kan kun i mine drømmes veje igennem verden gå. Jeg er alene og forladt, og energien omkring mig er kold og ensom’’ sagde Signe,, Du kan nå langt, hvis du vil det, men hvad er det du vil nå Signe. Det vil vise sig, ligesåvel som jeg har vist mig til dig. Når du ligesom i din drømmes veje vil komme ud for at stikke dig på tornen, skal du bruge rosen, ligesom i dine drømme. Og hver gang du i dine tanker ikke være vil, så skal du sætte dig her i denne sofa og kigge på rosen. Her kan ingen se dig, udover dig. Og det er det du skal opnå. Nu skal du lægge dig ned og tænke på hvad du har mødt på denne vej’’Signe lagde sig ned over den sofa hun sad i. Langsomt var hun snart væk.Da hun vågnede, var duften og de flotte røde nuancer der stadig, ligesom i drømmen, men kun hun kunne se dem. Hun følte deres energi i vinden, deres råd og deres værk de røde roser havde skabt for hende.