Novellen En Lønningsdag handler meget om ligestilling mellem under – og overklassen. Martin Andersen Nexø fortæller med sin egen erfaring og oplevelser, hvordan arbejdere blev udnyttet og tilsidesat af rige og magtfulde mennesker. Novellen handler om en gruppe fattige arbejdere, hvis arbejdsdag er over og de skal til at have deres løn. De venter på værkejeren og håber på at de får deres løn i denne uge. Da værkejeren kommer og skal til at give dem deres løn, kommer hans søn. Sønnen prøver at overtale ham til at spille hasardspil i stedet for at give arbejderne deres løn. Værkejeren giver efter og kører med sønnen hen til byen, og arbejderne må gå tomhændet hjem. Martin Andersen Nexø starter novellen med at beskrive det snedækkede landskab. Hen over skoven ligger da en ren og blød sne, som kun er blevet betrådt af fugle. Den måde han beskriver det snedækkede landskab på, får han det til at virke som et vidunderligt vinterparadis; Men tingene er bare ikke altid som de ser ud til at være. Hvad sne er utrolig god til er at dække ting. I det her tilfælde vil sneen måske dække arbejdernes dårlige vilkår, måske deres uretfærdige behandling fra overklassen, måske hvor meget folk egentlig sulte og mangler varme. Selvom sneen virker idyllisk, så beskriver han skoven som det modsatte. Grenene er nøgne, skaldet og uhyggelige. På den måde besjæler han skoven og giver den mennesketræk. Man får et lettere billede af, hvordan skoven i hans hoved skulle forestille at se ud. Kold og skræmmende. Det får det vidunderlige billede, som man måske havde til at starte med til at forsvinde. Den uhyggelige skov var noget som sneen ikke kunne skjule, udanset hvor meget den prøvede. Solens stråler beskriver han med et bildt og blåligt skær og at den er tandløs og kraftløs, som en gammel bedstemors smil. Man vil kalde det her for en sammenligning, fordi han sammenligner solen med en gammel bedstemors smil. Han får solen til at virke som at den er ved gå ud eller at den er ved at dø; men udanset hvor meget skyerne prøver på at dække solen og prøver at få den til at forsvinde, så ved man at den altid er der. Det kan give håb på den mest kedelig, kolde og mørkefuld dag; og håb er noget man aldrig må miste. Midt i al sneen ligger der en lille by på en klippe nær havet. Han beskriver husenes små ruder som årvågne øjne, der er vendt mod stenbruddet hvor arbejderne er. Årvågne betyder at iagttage opgivelserne mistænksom og reagerer hurtigt. Det kalder man en besjæling, nøjagtig ligesom ved skoven. Inde i huset sidder kvinderne og gør nøjagtig det samme som beskrivelsen på husenes ruder. De sidder og overvåger. De overvåger den mindste bevægelse som komme udefra. De venter uroligt på at deres mænd kommer hjem med penge på lommen. Kvinder var utrolig afhængige af mændene dengang. Hvis ens mand døde, så var kvinden virkelig på spanden. Dengang var det ikke normalt at en kvinde var på arbejdsmarked. De skulle være derhjemme og passe børnene og varde manden. Kvinderne sad sikkert hver dag med hjertet helt op i halsen og gik rædselsslagets rundt derhjemme. Deres liv afhæng af deres mands løn. Selvom En Lønningsdag er sådan en trist og nedtrykkende historie, så var den også ironisk nogle steder. I starten hvor Martin beskriver miljøet og den lille landsby, så skriver han at man kunne se igennem sneen de røde tage på husene, det kunne se ud som om at de flagede for fattigdommen. Når man siger at man flager så er det typisk noget positivt. Fattigdom er et ord som de fleste betragter som noget negativt og noget som alle mennesker frygter. Så det er ikke to ord man normalt ville placerer i den samme sætning. Ironi betyder at noget negativt og positivt støder sammen, og det behøver ikke altid at give mening; men det gjorde den sætning nok for Martin. Man kan se på novellen at den er blevet skrevet for mange år siden, så den kan godt være lidt svær at læse og forstå. Dengang skrev man ikke å som man går i dag, men som aa. Hvilket godt kan være forvirrende eller generelt bare irriterende. Han bruger også ord som man normalt ikke ville bruge i dag. Som f.eks. som der allerede er nævnt årvågne og krakiler, hvilket betyder oprører eller modstand. Hvis man tænker over det så er det egentlig synd, hvordan nogle smukke og meningsfulde ord er ved at uddø, pga. det amerikanske sprog som har en kæmpe indflydelse i dag. Hvad man umiddelbart vil tro at Martin prøver at fortælle med denne historie er; selvom overklassefolk behandlede arbejderne dårligt, så ville arbejderne aldrig overgive sig. F.eks. krakileren. Der hvor værkejeren kommer, så bøjer alle de andre deres hoveder af respekt. Man ville måske mere sige af frygt, men det gjorde krakileren ikke. Krakileren ville ikke bøje sit hoved, for han følte at han var lige så meget værd som værkejeren. Selvom at én persons oprør ikke gør den store forskel, så har det en betydning. Krakilerens handling kan være starten på er oprør. En revolution. At der snart vil ske noget stort. Til at starte med kan det være at kun én gør opgør, så gruppe, så flere hundrede og til sidst måske flere tusinde. Man kan sagtens ignorere én mands ord og handlinger, men man kan ikke ignorerer flere tusindes højtråbende stemmer. Heldigvis, er der ingen i Danmark som bliver behandlet på den måde i dag. I dag er der både menneskerettigheder og fagforeninger, hvis formål er at arbejde for de bedst mulige løn – og arbejdsforhold for sine medlemmer. I dag er der ingen som er mere værd end andre. Man lærer at alle menneskeliv har betydning. Alle menneskeliv er vigtige på deres egen måde. At alle mennesker er værdifulde.
Det er gratis at oprette en konto