Inde over åsene står skoven og sover, hvid og uformelig, hyllet overdådigt ind i blød ren vintersne; kun hvor en fugl har sat sig og rystet sneen bort, stikker der en nøgen gren frem, sort og skaldet og uhyggelig. De dybe kløfter er også sneet til, og den jævne lyng, og de nøgne blå klippeflader. Det slanke cypresagtige enebærtræ luder under et bjærg af hvide krystaller, og slåenbusken modner langsomt sine bær under bolstrets' milde kulde.
Sådan starter novellen. En meget detaljeret beskrivelse af det idylske landskab. Vi får at vide at det er vinter.
Præsentation:
I havstokken ligger der en lille by. Den skylder klippen sin eksistens, og husene vender mange små ruder som årvågne (Som iagttager omgivelserne opmærksomt og reagere hurtigt) øjne ind mod stenbruddet, hvor forsørgerne færdes. Jorden er mager, mest sten, men selve stenen bliver til brød og gir fra uge til uge, hvad man behøver for at holde livet; stundom mindre, aldrig mere. Men som regel slår der lige til. Den lille bys tage skinner mod den hvide sne. Rødt og hvidt det kunne se ud, som flagede man for fattigdommen.
Her bliver vi præsenteret over for problematikken i novellen, nemlig fattigdommen. De stakkels arbejdere tjener lige akkurat det der skal til for at kunne overleve. Vi får også at vide hvad de arbejder med, nemlig sten, et hårdt fysisk slidende arbejde. Vi bliver også præsenteret over for de dårlige arbejdsvilkår de bliver udsat over for, de bliver betalt for lidt for deres arbejde, aldrig for meget.
Det er gratis at oprette en konto