Det var en helt almindelig dag jeg husker det tydeligt. Jeg var på vej hjem til København fra en uges arbejde langt oppe i Svergie, vores pilot Stefan Rasmusen sagde hvis i kigger ud af vinduet om ti femten minuter så vil i kunne se Stockholm Svergie’s hovedstad.
Der nåede ikke at gå mere end fem minuter før hele flyet begyndte at ryste på en eller anden merkelig måde der ikke var til at forstå, altså det var ikke noget jeg havde prøvet før trodsalt havde jeg jo været med det her fly så mange gange, så kigger jeg op og ser den der lille lampe som viser om man skal tage sele på som nærmest er ved at blinke pæren i stykker så meget som den lyste, jeg tog så min sele på. Der gik ikke andet end to minuter så hørte vi Stefan i microfonen med en meget nervøs stemme sige i micrifonen ud til alle passagere ?vi bliver nød til at foretage en nød landing ? Alle gispede at skræk også mig selv jeg fik den her mærkelige følse af skræk i min mave den var så ubehagelig jeg havde aldrig prøvet noget på den måde.
Nok cirka et halvt minut senere sagde han i microfonen ?er i klar har alle spændt jeres sele for det kan godt komme til at gøre lidt ondt det her ? det sidste jeg husker er at det blev helt sort og jeg hørte det største brag jeg nogensinde har hørt og så blev det hele fuldstændig sort.?Jeg kan huske da jeg vågnede sad jeg stadig med sele på. Og mit hoved gjorde sindsygt ondt og min venstre arm kunne jeg ikke bevæge jeg havde egenligt også rigtig ritgig ondt i min mund, så jeg prøvede at mærke mine tænder med min tunge det var først der jeg egenligt fandt ud af hvad der var sket og jeg kunne huske det hele. Stefan som sagde vi skulle nødlande min sele den blinkene lampe jeg husker det hele nu.?Jeg kigger ud af det knuste vindue som jeg sidder ved der er træer over det hele ikke andet i miles omkreds, bagefter kigger jeg så til venstre og ser ham der sad ved siden af mig ikke sidder der mere. Jeg kigger lidt rundt i flyet jeg ser ikke min sidde mand nogen steder, så jeg kigger bagud hvor han så ligger helt kryllet sammen under sædet som er bag ved. Han ligner et gespenst ihoved han er fuld af blod jeg kan ikke rigtig se hans ansigt for alt det blod, jeg kunne også godt se at hans ben heller ikke havde det for godt det vendte sådan set forkert .?Da jeg havde været vågen i ti minuter eller sådan noget jeg havde det i hvertfald som om jeg havde været vågen i flere år. ville jeg så prøvede at komme ud på det andet sæde så jeg kunne se om der var andre der var i live, men for at komme der ud skulle jeg havde min sele af, det var nok den største smerte jeg nogenside har prøvet. Men jeg kom da der ud, jeg kiggede frem der var ikke noget tegn på liv alt var totalt stille Der var intet at høre. Det eneste jeg kunne se var at flyet var knækket i tre stykker så jeg kunne kun se en 1/3 af flyet så der var stadig håb endnu. Jeg viste jeg måtte op og
Det er gratis at oprette en konto