Kommunikation med mening

Taler folk for meget og samtaler de for lidt? Glemmer vi at tænke over indholdet af det, vi siger, og hvad vi får tilbage af svar? Efterhånden handler det hele kun om mig, mig, mig og mig, og om egne behov. De unge synes at blive mere og mere ensomme, mens de får flere og flere kontakter, såkaldte venner eller bekendte. Men hvordan kan det være at meningsmålingerne siger at 29 % unge mellem 13 og 17 år, føler sig med en vis hyppighed ensomme? Burde man ikke være mindre ensom i dag, når man har så mange ”venner”, end da vores bedsteforældre var unge? Nye kommunikationsformer er kommet til, så som Facebook, sms’er og blogs. Mange af os bruger flere af eksemplerne dagligt. Har det ændret vores behov og værdier og måske sprog?

I dag er meget kommunikation, blevet til et overfladisk fænomen, hvor man udtrykker sig om alt og alle til alt og alle. Vi har en dårlig vane med at bruge vores kommunikationsevner til kun at tale om os selv. Vi laver statusopdateringer om os selv på Facebook i stedet for at samtale med andre. Man skriver i sin status: ”Sådan har JEG det lige nu.” Morten Albæks konklusion i Smalltalkere er, at det får os til at føle os ensomme. Vi kender folk fordi, vi ved hvad de har fået til morgenmad, set dem på billeder, vi ved at de har en hund og en kat, som de skal passe i weekenden. Vi kender ikke deres indre, mere personlige sider. Og de kender ikke vores. Nu tænker du nok ”Hvor ved man det fra?” Fordi man jo skal skrive et eller andet i sin statusopdatering på Facebook tidligt om morgenen, og på det tidspunkt sker der sjældent meget andet end at man har fået morgenmad. Og selvfølgelig har man været inde og tjekke, hvad der er sket i ens vennekreds, siden man loggede af aftenen før, så derfor kan man se morgenmadsopdateringerne. Dette er selvfølgelig et meget overdrevet eksempel, da der er mange Facbook-brugere der ikke er inde på deres profil hver dag. Mange af den ældre generation har slet ikke oprettet en profil. Ofte fordi det kræver teknik. Men nogle mener også at det er en tidsrøver, det er i hvert fald, hvad min moder kalder det.Man kunne frygte, at om nogle år ud i fremtiden, når man skal være venner i ’real life’, altså ikke på internettet, udveksler man bare et stykke papir, eller en fil på ens Ipad med oplysninger. Oplysningerne vil ligne dem, som man nu kan se på en Facebook-profil og lignende. Altså alder, køn, seksuel orientering, interesser, single/optaget, politisk orientering, musiksmag, idoler, filmsmag, uddannelse og ambitioner. Man skal ud fra det vurdere, om det er ’go’ eller ’no-go’.