Skoens fortælling

Jeg stod ude i gangen, hvor min ejer havde efterladt mig. Farverne på mig er sorte med lidt gul. Foran på mig er der noget snor, som man kan binde mig ordentlig fast med. Jeg kiggede rundt i rummet, og ventede på, at ejeren skulle komme ned og tage mig på. Ejeren er en mand, som hedder Peter. Han er omkring de tyve år. Jeg er ikke sikker, for jeg har ikke været ved ham hele mit liv. Jeg kunne høre Peters skridt ovenpå. Til sidste kom han gående ned ad trappen, og ind i rummet hvor jeg stod pænt i højre side. Jeg tænkte på den smerte, jeg nok snart ville blive udsat for igen. Peter løftede sit ene ben fra jorden og ned i mig. Smerten var slem. Jeg ved ikke, om smerten eller lugten er værst. Hans fod lugtede så meget, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Sokken smagte, som en sok han havde haft på i syv år. Det er hårdt at være en sko. Næsten hver dag skal man masses af en fod og smage sure sokker. Han tog sit andet ben ned i en anden sko. Den sko må have smerter, som jeg har. Han lukkede langsomt døren op, og gik udenfor i det grå vejr. I stedet for at gå langsomt ned af trappen udenfor sprang han en meter ned. Smerten var ikke til at leve med. Den gik direkte op i hjernen, og gjorde, at jeg fik hovedpine. ”Gå stille og roligt. Du er ikke den eneste, som lever” sagde jeg med en hidsig stemme, men han kunne selvfølgelig ikke høre mig. Peter tog nogle høretelefoner i ørene, spillede noget musik, og kørte mig hen af jorden. Jeg kunne mærke, at jeg blev lidt tyndere. Jeg tænkte, at han ikke tænkte på hvordan jeg følte. Han ved sikkert heller ikke, at jeg lever. Hvis jeg kunne bytte om på os, ville jeg være ond mod ham, så han ville behandle ting bedre i fremtiden.