Jeg står og tripper på mine opvarmede ben, mine medgymnaster knevrer løs af spænding og de lige så spændte trænere, råber en masse praktiske ting op, som vi skal huske når vi skal på gulvet. Tankerne flyver rundt i mit hoved – Hvordan kommer det nu til at gå? Kikser jeg midt i det hele? Husker jeg at smile? Kommer jeg langt nok ud i øvelserne? Og meget mere. Det føltes som en evighed, at stå der og vente på, at komme ud på det store halvgulv. Vores hold navn bliver råbt op i højtalerne og alle hopper og danser. Vi brøler vores energiske kampråb, så det hele runger. Nu er vi klar, vi spæner ind på halvgulvet, på vores små, men hurtige ben.
Jeg sidder nu og fundere lidt over, hvad ventetid egentlig er, men som der står i den korte tekst ”det værste, man kan udsætte det moderne menneske for, er ventetid” Det er fuldstændig korrekt, der er ikke noget værre end at skulle vente.
Til jul, når man går og tæller dage, ja næsten timer. Til ens fødselsdag, når man vågner klok-ken 5 om morgenen og ikke kan sove længere. Og helt konkrete ting som, om mandagen, når man bare gerne vil have weekend igen, til at man skal til fritidsaktiviteter og jeg kunne blive ved. Der er så megen ventetid i vort kære land.
Det er gratis at oprette en konto