At den offentlige sektor er blevet større over de sidste tredive år overrasker ingen, og bilag B1 bekræfter kun påstanden. I tabel 1 ser vi, at fra at bruge 51,2 mia. kr. i 1970 er udgifterne vokset til 626,5 – og selv når man korrigerer for inflation og devalueringerne under Anker Jørgensen er det en ordentlig bid.
Vender vi blikket mod figur 1 opdager vi at det offentlige forbrug som andel af BFI stagnerer med opbremsningen i starten af 80’erne, dog kan man svagt tyde grafen over indkomstoverførsler der fortsætter sin himmelflugt og sætter kursen mod den velfærdsstat vi kender i dag. Figur 2 synger med på denne sang med den grafiske fremstilling af flugten fra i særdeleshed den private beskæftigelse, der i 1960 tæller lidt over 60% af danske erhvervsaktive. I kulturåret, 1996, må vi konstatere at der nu er under 50% af samme gruppe beskæftiget i det private. De tabte er gået til den voksende offentlige sektor, der nu tæller ca. 20% af de erhvervsaktive, mod små 10% i 1960. Den anden hovedkonklusion i figur 2 (og tabel 2) er det ryk der er sket, fra familieforsørger til overførselsmodtager. Den førstnævnte gruppe er overgået til anden gruppe, da det nu er blevet socialt acceptabelt at modtage offentlige ydelser. I tabel 2 bemærkes det at de 70 af tusind, der i 1960 fik dagpenge eller kontanthjælp over små tredive år er blevet til 312 af tusind. Konturen af denne tendens tegnes op i tabellen, hvor andelen af arbejdsstyrken der er overførselsmodtagere er gjort op. En stigning på 18,8 procentpoint taler sit eget tydelige sprog.
Det er gratis at oprette en konto