Analyse af Noa Redingtons 'Nyhedsnarcissisterne kommer'

Der er interessante historier og så er der nyheder, der har samfundsrelevans – nyheder, der giver ny viden, ændrer samfundet eller afdækker nye problematikker og dilemmaer. Er nyheden død? Truer nyhedsnarcissisterne billedet? Er der ved at opstå en frembrusning af nyhedsnarcissister, der med deres egocentriske opførsel giver dødsstødet til vor tids nyheder? Er billedet af den gamle ogdtilstedeværendednyhedsformidling,dveddatdbliveddestrueret? Medierne er under forandring og om det medfører flest ulemper eller har sine fordele, har redaktøren Noa Redington taget stilling til i teksten ”Nyhedsnarcissisterne kommer”.

Medierne er i dag underlagt presset om, at nyheder skal ud kontinuerligt og straks de opstår. Der er updates konstant, hvilket resulterer i at den vigtige nyhedsstrøm bliver udvandet, da der hele tiden kommer flere til. Nyhedsbilledet bliver stadig mere problematisk, da nye former for nyhedsformidlere dukker op uafbrudt. ”Nyhedsnarcissisterne kommer” handler overordnet om, hvordan de store medier bliver erstattet af det nye, billige og let anvendelige internet, hvor almindelige mennesker skriver alle tænkelige trivialiteter. Resultatet af dette er, at vi drukner i nyheder og ikke ved hvilke, der egentlig har relevans. Nyhedsnarcissisterne oversvømmer os med nyheder, der ikke har nogen relevans for mange andre end dem selv. Alle kan ukritisk lægge alt ud på internettet og forbrugerne er ikke kun forbrugere af nyheder, men også producenter af dem. Mediernes storhedstid startede med avisen, der reporterede om samfundets skavanker og stoltheder. Borgerne var dybt afhængige af de få nyhedsformidleres skildring af nært og fjernt. I forhold til medierne har internettet ifølge Noah Redington ødelagt nyheden. Nu kan en borger selv vælge om han vil producere eller konsumere nyheder. Flere og flere vælger selv at producere gennem blogs og debathjemmesider. Nyheden udspringer altså ikke længere af det offentlige rum, men oftere og oftere fra den private sfære. Når vi selv går ind og bidrager til skabelsen af nyheder frasiger vi os det offentlige rums regler. Dokumentation, kildealsidighed og relevans vil ikke længere være i fokus. Nyheden er ikke længere kontrolleret af regler om nyhedsformidling eller udvalgt efter nyhedskriterier, med mest relevans. Den har mistet dens nyhedsværdi og det er svært at finde en nyhed der opfylder sensationsprincippet. Den gamle nyhedsnarkoman, der som ludomanen er afhængig af spil, er afhængig af nyhedskonsumering, bliver erstattet med nyhedsnarcissisten, der sætter sig selv i centrum for nyhedsstrømmen. Ofte vil man formentlig associere ordet ”narcissist” med myten om Narcissers, der døde af at være optaget af sit eget spejlbillede. Men da det bliver sat i forbindelse med ordet ”nyhed” menes der en person, der selv er besat af at formidle nyheder, måske endda nyheder om sig selv. Noa Redington fylder teksten med påstande, som han understøtter og begrunder med appelformer. Mest benytter han logos i form af henvisninger til undersøgelser, hvor f.eks. undersøgelser omkring antallet af brugere af nettet og antallet af bloggere beskrives. Han anvender desuden teori og faglige begreber fra journalistik og nyhedsformidling, der appellerer til modtagerens fornuft. Noa Redington fremstår som en oprigtig og troværdig person i hans måde at gennemsyre artikler med pointer, der bygger på egne observationer sommetider blandet med teori. Patos benyttes i overskriften ”Nyhedsnarcissisterne kommer”, hvor læseren henføres til at associere til ”nazisterne kommer” eller måske en invasion fra rummet? Dette medvirker til at læseren straks bliver sporet ind på truslen om den traditionelle nyhedsdæknings død, hvor journalistens og Noa Redingtons dage er talte. Noa Redington benytter et nærmest akademisk sprog, hvor han anvender mange begreber, man som læser, skal have en vis grad af uddannelse, for fuldt ud at kunne forstå. Nogle steder bryder han dog med den akademiske tone, hvor han benytter udbrud som; ”Men herregud” og slang som ”hele pivtøjet”. Det giver hele den akademiske tone en stemning af ironi. Han bruger altså sit ordvalg til at latterliggøre det teoretiske akademiske sprog, hvilket har en positiv effekt på læseren, hvor det ellers alvorlige og formelle sprog får et bræk. I slutningen af artiklen beder Redington læseren om selv at tage stilling til om udviklingen har sine fordele eller kun medfører problemer. Egentlig er det lidt uklart, hvad Noa Redington selv mener, men teksten har en undertone af, at ”ulven kommer”, hvilket er forståeligt, da hans profession er truet. Noa Redington skildrer altså menneskets behov for at iscenesætte sig gennem en blog eller andre former, som f.eks. realityshows, der har haft en enorm tilvækst de seneste år, og andre er mere end villige til at kigge med. At der kommer flere og flere bloggere er et faktum, men udelukker det ene virkelig det andet? Kan man ikke være konsument af de nyheder det offentlige rum formidler og producent af sit eget medie på samme tid? Og kan man ikke konsumere andres små blogs samtidig med, at man følger med i tv-avisen? Og bliver man ikke nødt til at have et fælles udgangspunkt på de forskellige debatsider, som man får fra det offentlige rum? Det er et faktum, at der igennem tiden er kommet adskillige former for nye medieopfindelser og dermed også en større nyhedsstrøm - en udvikling fra en stor fælles meningsdannende offentlighed, der bliver erstattet af en form for deloffentligheder. Men er denne udvikling virkelig negativ? At nyhedsstrømmen bliver mere varieret, vil give mulighed for en større indsigt i samfundet. Desuden vil den enkelte borger kunne håndplukke de nyheder, der vedrører netop hans liv. På den anden side kan det også betyde, at den mere useriøse borger vil gå glip af væsentlige overordnede nyheder som er vigtig information for deltagelsen i demokratiet. Alle har adgang til at publicere en nyhed, derfor vil redaktørens rolle automatisk overgå til befolkningen. Tilgængeligheden og udvælgelsen af nyhedernes relevans og gyldighed vil blive bestemt af mange flere end én person. Dette kan man se som en udbygning af demokratiet. Man kan rent faktisk sammenligne det med direkte og indirekte demokrati. Når en redaktør udvælger en nyhed, bestemmer han eller hun, hvad der skal ud til befolkningen - ligesom landets regering. Redaktøren er dog ikke folkevalgt, hvilket strider imod demokratiske principper. Men når alle har lige adgang til alle nyheder, betyder det, at alle borgere ”stemmer” enkeltvis. På den måde må man sige, at internettets indflydelse på nyhedsstrømmen har en positiv effekt for demokratiet. Dertil kommer, at der med demokratiet følger ytringsfrihed, hvor valget imellem at producere eller konsumere øger ytringsfriheden. Når en journalist skriver en artikel for en seriøs avis eller reporteren fortæller om en historie i nyhedsudsendelser i radioen eller fjernsynet, er det med en tilstræbt objektivitet. Man kan dog aldrig sige, at det er komplet objektivt, da der allerede i udvælgelsen af hvilke nyheder, der skal bringes, foretages nogle subjektive valg. Om ikke andet, må man gå ud fra, at nyheden er sandfærdig og dermed manipulerer nyhedsmedierne minimalt med befolkningen. Derimod bliver læseren nødt til at være kritisk om troværdigheden i nyheden, når enhver kan bringe nyheder. Reglerne, kriterierne og troværdigheden, der er gældende angående de nyheder vi kender i dag, forsvinder derfor.