25. juni, dagen jeg hader mere end nogle andre dage. Dagen hvor min far druknede i bølgerne, efter han ville hente min dukke, som jeg havde glemt derude efter at have badet. I dag er det 8 år siden, min far døde.
Jeg starter dagen som sædvanlig, vælte ud af min seng, går ud på badeværelset, og går i bad. Efter at have taget et langt varmt bad går jeg ind på mit værelse igen og tager tøj på. Pakker min taske og går ned i køkkenet. Mor er taget tidligt af sted i dag, så jeg har hele huset for mig selv. Jeg spiser morgenmaden, børster tænder og så tager jeg af sted til skole.
Da jeg træder ind i klasse kaster alle min klassekammerater et hurtigt blik på mig. De ved godt det er min fars dødsdag, men de ved bare ikke det var mig der var skyld i at han døde. Jeg lister hurtigt ned på min plads, helt bagerst, ved siden af vinduet.
Jeg kigger ud på det træ der har stået der lige siden jeg startede i skole. Det er et bøgetræ. Min far sagde altid at der ikke fandtes et bedre træ end en et bøgetræ. Jeg har aldrig forstået hvorfor han sagde det. Da læreren træder ind i klassen, sætter alle i klassen sig på sin plads, og undervisningen begynder. Jeg følger ikke med. Jeg sidder og tænker tilbage på den dag hvor min far døde. Hvordan det bare havde startet som en almindelig familieudflugt til stranden, men udviklede sig til at blive den værste dag i min liv. ” Laura er du snart klart? Mor og far venter på dig,” råbte hendes far. Den lille pige kom løbende ned ad trappen og da hun nåede frem til hendes forældre, stoppede hun hivende efter vejret og sagde: ”Jeg skulle bare lige hente min dukke, far.” Faderen smilte ned til hende og løftede hende op i hans arme og kyssede hendes hår. ”Skal vi gå?” spurgte moderen og både faderen og pigen nikkede.
Det er gratis at oprette en konto