Jeg løber rundt i de små bumlede brusten’s gader, det mørkt men det kan være lige meget for den er væk. Jeg vil finde den, den kan bare ikke være væk! Far gav mig den før han tog i krig. Han kom aldrig tilbage, den er det eneste minde fra ham og nu er den væk. . Jeg havde den på mig henne ved isenkræmmeren, medaljonen med billedet af ham. Mor er alligevel altid ligeglad med hvad jeg foretager mig, jeg kan løbe rundt uden for alt for sent om aftenen men hun er ligeglad hun ligger alligevel altid derhjemme og er pløre fuld på grund af det med far. Jeg er bare ligegyldig og ukendt som om ingen ved jeg findes. Voksne er bare nogle idioter, hvorfor findes de overhovedet.
Det eneste jeg har som betyder noget for mig er den medaljon, Hvordan kan den blive væk jeg har den hele tiden på mig. En fuld mand sidder på bænken og råber noget med at jeg skal passe for livet er ikke en dans på roser da jeg løber forbi, det har jeg vidst fundet ud af. Jeg holder en pause henne ved vandet for at få pusten igen, der er noget der glitre i vandet. Da jeg går derned af bliver det tydeligere for mig hvad det er. Det er min medaljon! Vandet er iskoldt, det er heller ikke ligefrem sommer mere, men så koldt havde jeg ikke regnet med det ville være. Jeg får fat på min smukke medaljon nede i vandet tager den op og studere den. Hvor er jeg glad for at have fundet den, jeg kigger op og får et chok. Lidt længere henne af åen er der en bro men det er ikke den der giver mig et chok, det er noget under den der bevæger sig. Det er som om jeg er lavet at sten et par sekunder, men så fumler jeg langsomt derhen af. Det er meget mørkt det eneste der lyser åen op er en gammel gadelampe, den blinker engang imellem og lyser ikke særlig kraftigt. Jeg nærmer mig broen og hvisker ”hallo er der nogen?” Der bliver ikke svaret, jeg kaster nogle småsten, så lyder der en klagen derinde fra ”hvad fanden har du gang i!?” Jeg nærmer mig med lidt usikre skridt og undskylder. En ikke så stor skikkelse, cirka på min størrelse kommer frem, hans hår er vidst lyst men nu er det mere brunligt fordi det er så snavset, han har et kønt ansigt og er omkring 13 år tror jeg. Hans tøj er helt vådt og beskidt. ”Hej jeg hedder Sisse” væltede det bare ud af mig. Han sagde ikke noget i et stykke tid, det virkede som om der var stilhed i meget lang tid, men så fremstammede han ”j-jeg hedder..Erik.” ”Hvorfor sidder du hernede?” spurgte jeg og han svarede at han ikke havde noget sted at være, han ville ikke være derhjemme fordi hans far slog ham så han sad ofte under broen for det var det eneste sted han kunne være i fred. Jeg kiggede på ham og spurgte ”vil du med hjem, have noget varmt at drikke og noget tørt tøj på?” Der kom et lidt usikkert smil frem og han nikkede. Det er ved at blive meget koldt, men jeg er bare glad for mit tøj ikke er vådt. Gaderne er mørke og kolde, skyggerne sniger sig ind på en som en kvæler slange der ligger på lur med sine spidse tænder. Jeg plejer ikke være ude så længe om aftenen, det er langt over midnat. Men det er ikke slemt når jeg går med Erik, jeg føler mig tryk ved ham selvom jeg ikke engang kender ham. han smiler skævt til mig, jeg smiler igen. Han er pæn. Vi nærmer os det lille hvide hus jeg bor i med min mor, der er helt mørkt, Da vi kommer ind hører jeg en mumlen inde fra mors værelse jeg går ikke derind hun er alligevel bare fuld. Jeg begyndte at finde noget rent tøj frem og han fandt baljen hældte vand i og han begyndte at vaske sig.
Det er gratis at oprette en konto