Marmorgulvet syntes at reflektere menneskemængdens overdøvende stemmer. Han kastede et blik op på det guldbelagte loft med de mange smukke malerier, og overvejede i sit stille sind om han mon nogensinde selv ville ende som portræt deroppe? Blikket gled hurtigt hen på den kolossale dør for enden af salen, idet en trompet gav sig til at spille. Døren gled op med en lavmælt knirken, og folket tav brat. ,” Deres majestæt,” lød trompetistens pibende stemme, ” denne tyv blev fundet i færd med at stjæle fra et af Deres majestæts spisekamre” To soldater i rødt og hvidt banede sig vej gennem menneskemængden, der i al hast gjorde plads til at de kunne komme forbi. De standsede ved en tretrinstrappe, der førte op til kongens trone, og kastede hende til jorden. Han skævede tøvende til den sammenkrøbne, lille skikkelse, der uden en lyd, satte sig på hug med hænderne i sit skød og hovedet bøjet i ærbødighed. Han kunne kun svagt ane hendes ansigt, da kappens hætte dækkede ned til hendes hage. ”Og hvad lavede du der?” I hans stemme lå en kraft så stolt og stærk, at der ingen tvivl herskede om, hvem denne mand var. Da hun ikke gav ham et svar, rev den ene soldat den mussegrå hætte af hende. Hun stirrede forsat ned i gulvet. Tavs og uden den mindste reaktion. ”De er nok ikke så bange af dem?” Han lo højt, hvilket påvirkede resten af salen til at følge hans eksempel. Han lænede sig tilbage i den juvelbesatte trone, og så da på soldaterne. ”I kender straffen for tyveri. Før hende bort!” han viftede kedsommeligt med hånden. Skriget vældede noget op i ham. Overraskelse og et strejf beundring. ”Nej! Lad mig gå!” Hun stod pludselig foran ham. Kastede sig bedende for hans fødder, og foldede hænderne på hans skød. ”Jeg beder Dem” Ordene var blot en lav hvisken. Han stirrede ind i hendes krystalklare, blå øjne, hvor tårer langsomt vældede frem i øjenkrogene, og blev medtaget af det uskyldige, blege ansigt. Det blæksorte, lange hår omkransede ansigtet smukt. ”Jeg beder Dem” De fyldige røde læber hviskede atter sagte. ”Jeg vil gøre alt for Dem. Jeg vil gengælde Deres barmhjertighed, Deres godhed, hvis blot De..” Soldater stormede frem mod hende, men han stoppede dem med en hurtig håndbevægelse. ”Vent!” Brølet syntes uvirkeligt i hans ører. Han stirrede forsat på pigen, og smilede da med sammenknebne øjne. Hviskede, så menneskemængden for enden af tretrinstrappen kun kunne ane hvad der foregik. ”Hvornår vil De nogensinde kunne gengælde det?” De blå, uskyldsrene øjnene så blot bedende ind i hans. Han lo højt, og greb om hendes blege håndled. Rejste sig, og hende med, for derefter at skubbe hende hen til vagterne. ”De slipper denne gang, kvinde, Men pas på… Kongen er en farlig fjende.” Han smilede djævelsk, og satte sig atter tilrette på tronen, med hænderne hvilende på armlænenes ender, to guldbelagte, brølende løver. Vagterne greb hver en arm, og førte tyven i de lasede, grå klæder bort, mens de adelige i salen sendte ondskabsfulde kommentarer efter hende. *** Hun kantede sig gennem menneskemængden på den åbne gade. Markedspladsens støj var overdøvende som altid. Konstant lød der råb og tilbud fra sælgere, og engang i mellem var der et slagsmål, sang eller dans et eller andet sted. Hun sneg sig forbi en frugtsælger, og snubbede hurtigt et modent æble i forbifarten. Hun var heldig at være sluppet forbi kongen. Det kunne havde endt galt… Men bortset fra det var hun overrasket over, at hun ikke var blevet opdaget noget før. Hun slentrede over til en afkrog af pladsen, ved siden af nogle heste der drak af trug, og lænede sig op af pælen, hvor hestene stod bundet. Hun tog atter en bid af æblet, og betragtede det. Sikke en skam at sådan en frugt ikke er gratis! En velkendt lyd overdøvede pludselig menneskemængden, og hun stivnede. Stirrede i dets retning. Trompetisten råbte pibende ud over pladsen af sine lungers fulde kraft. ”Deres majestæt, kongen!” Hun lod æblet falde til jorden, og dukkede sig let. Sneg sig om bag flokken af mennesker, der samlede sig, og bemærkede en overskrift, som hun havde set så mange gange men aldrig rigtig tænkt over før nu. I virkeligheden havde hun vel bare ikke fundet situationen synderlig interessant. Han var jo bare et menneske som alle andre. På forsiden af avisen stod med store blokbogstaver og et tilhørende sort-hvidt billede.”KONGELIGT VISIT!”Han skulle holde sin halvårlige tale for folket om landets status. En nydelig hestevogn trukket af 4 hvide heste viste sig på pladsens midte. Kusken hoppede ned fra sin plads, og skyndte sig elegant hen til døren for at åbne den op for kongen. Kongen og et par af hans mænd gik op på ”scenen”, så de havde udsigt ud over folkene. Det var der, hvor folk blev hængt for tyveri, drab og andre forbrydelser. Kongens talsmand havde knapt sagt et ord, før en pil fløj gennem luften, og øredøvende skrig lød fra mængden. Folk skreg og råbte, og panikken spredte sig som en bølge over pladsen. Hun stirrede op mod stedet, hvor kongen og hans mænd havde trukket deres sværd. ”Beskyt kongen!” mændenes råb syntes at drukne i larmen, og mænd sprang mod dem fra folke-mængdens midte med deres sværd trukket og højt hævede, klar til angreb. Uden en tanke styrtede hun gennem mængden. Sprang, skubbede, og masede sig mod scenens bagtrappe. Hun ville for alt i verden holde sit løfte. Kongens barmhjertighed skulle ikke spildes. Idet hun sprang op af trappens første trin, stivnede hun brat. Fæstnede sit blik på et bestemt sted på scenen. Selv med en pil boret ind i skulderen stod han stædigt oprejst. Stolt og stærkt kæmpede han videre, selv om hans mænd råbte, at han skulle trække sig tilbage. Hun tog en dyb indånding, og løb hurtigt op på scenen bag de kæmpende. Hun satte en hånd på hans skulder, og råbte desperat, ”Følg mig!” Han betragtede hende tøvende, men nikkede da beslutsomt. Den kongeblå kappe flagrede omkring ham, idet han vendte om. Sammen spurtede de ned af trappen. Hun var vant til at løbe, og kantede sig med lethed uden om markedspladsens forhindringer. Det var dagligdag for hende. Hele tiden sørgede hun for, at han var lige bag hende, og konstant frygtede hun, at deres flugt midt i den hektiske kamp var blevet opdaget. At de blev forfulgt. Hun førte ham hen af skjulte stier og gader ind i de dunkle afkroge, som kun tyve og rakkerpak kendte til. Der ville de aldrig finde ham! De stoppede op i et lille, dunkelt rum, der hverken var præget af vinduer, sollys eller fine møbler. Kun rod, papkasser, krukker og støv. Ganske vidst var det ikke af meget, det vidste hun, men det var hvad hun havde og ejede, og hun elskede det. Forpustet så hun atter på kongen. En bloddråbe løb fra hans gyldne hår ned langs tindingen. Han kastede et blik på rummet, og væmmedes tydeligvis ved det, men lod da øjnene falde på den modige skønhed, der lige havde redet hans liv. Tøvende åbnede han munden tydeligvis ude af stand til at sige andet end, ”Tak.” Hun smilede ærbødigt, nejede kort, og så da atter ind i hans brune øjne.”Selv en simpel mus som jeg, kan hjælpe en løve som Dem.”
Det er gratis at oprette en konto