Han vidste det! Han vidste at det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i tv stuen.
De var alle glade. De regnede med, at det var en god nyhed, de voksne ville fortælle. Da politiet kom ind, blev der tavshed. Politiet stod og hviskede med lærerne. Nu vidste de fleste af dem, hvad det drejede sig om. Derfor sad Kasper alene ovre i hjørnet, men var det nu virkelig ham, der havde gjort det? Det troede alle i hvert fald. Kasper vidste at, det var Oliver, der havde taget alle klassens penge. Det var Oliver hans egen bedste ven. Han havde forrådt ham. Politiet gik igen, men hvorfor? Lærerne virkede meget rolige. De bedte hold et om at gå ud i køkkenet og lave aftensmaden. Kasper tænkte tilbage på situationen. Der stod Oliver og Kasper midt i regnen. Ved siden af Lars Tyndskids mark. Kaspers kæde var røget af på cyklen. Imens Kasper satte kæden på igen, sagde Oliver at, han nok skulle holde hans taske. I tasken låg klassens penge i en plastikpose. Oliver og lærerne var de eneste, der vidste det. Kasper var indsmurt i olie, så han kunne ikke tage tasken igen. Aften inden havde Liv fra klassen skrevet over sms sammen med Kasper. Oliver kunne lide Liv, men han ville ikke indrømme det. Selvom Kasper godt vidste det. Kasper kunne lide Livs veninde Andrea. Det vidste Oliver godt, men han troede ikke på det. Oliver var blevet sur på Kasper over at, han havde skrevet med Liv. Da alle havde rejst sig fra stolene, og var gået ind på værelserne, gik Kasper over for at snakke med Oliver. Kasper blev ret sur nu. Han råbte, at hvis han ikke fik de penge nu, ville det blive værst for ham selv. Oliver grinte bare af ham. Oliver gik over til Liv og Andrea. Kasper skulle ind og snakke med lærerne nu. Lærerne vidste allerede, hvad der var sket. Der var nu kun en ting Kasper tænkte på, hævn. Oliver havde altid været jaloux på Kasper, men det han havde gjort, var i hvert fald over stregen. Næste dag skulle de alle sammen ud i skoven. Ingen ville snakke med Kasper. Kasper sad med ryggen til på en træstamme. Han vendte sig, han så Kasper sidde og grine med Andrea og Liv. Kasper rejste sig, han gik længere ud i skoven. Der gik nogle rygter om at, politiet ville advare mod en indbrudstyv, men indbrudstyven stjal ikke noget. Derfor havde de sagt at, vi skulle ringe, hvis vi så noget mistænkeligt. Kasper troede på det, men det var der mange, der ikke gjorde. Kasper hørte en lyd bag sig. Han vendte sig. Han kunne ikke se vejen tilbage. Kasper begyndte at løbe. Noget løb bag ham. Kasper var for bange til at kigge. Han kunne høre skridtene. Han vendte sig der var ikke nogen. Han drejede sig flere gange. Der stod han midt inde i skoven. Bange. Han tragte vejret hurtigt. Han satte sig ned i bladene. Der lød et kæmpe skrig. Oliver sprang frem. Kasper løb over og krammede ham. Hvorfor gjorde han det? Han slap ham. Oliver sagde:” Makker, jeg er ked af det. Lad os nu få noget godt ud af lejrskolen.” Kasper gik bare, men han vidste ikke hvilken vej. Oliver råbte hvor pokker han skulle hen. Kasper gik over til Oliver, han bedte om en forklaring. ”Den får du på vejen” sagde Oliver.
Det er gratis at oprette en konto