Analyse af 'Det er hendes store dag' og fortsættelse

Fortsættelse på novellen:Han slår på sit glas. Han slår på det så hårdt, at det splinter og spredes ud på bordet. ’Karin’, siger han ud i forsamlingen. ’Jeg må ud herfra.’ Troels ligger forsamlingen bag sig og styrter mod døren. Han trækker fat i håndtaget og straks står han sammen med en stadig ret så påvirket Kim. Kim står med en smøg i hånden og tilbyder Troels en. Kim virker ret langt væk i hans blik og der er intet tegn på, at han har opfatter det hurlumhej, som lige har været inde i salen. Troels ser på sine hænder, som nu er rene igen. Han forstår det ikke, men han føler sig også godt udmattet oppe i hovedet så måske har han bare set syner. Han tager det ikke så tungt, ligesom han ikke har gjort med hele dagen. Han forsøger at fortsætte sin samtale med Kim, men han er meget svær og snakke med. Troels slukker smøgen og træder med langsomme skridt ind i forsamlingen. Han ønsker, at tiden bare går hurtigt så dagen nu kunne være ovre. Da han igen får tankerne på det, som er mere aktuelt så slår han øjnene op og ser, at han har bevæget sig ind midt i festsalen. Han kan se Karin, som står ude rundt om hjørnet med tåre ned af kinderne. Hendes søster prøver, at muntre hende op. Hvad er det jeg har gjort? Min søde dejlige Karin er ulykkelig på den dag, som skulle være hendes store dag. Der er ingen vej tilbage nu. Jeg må gøre det rigtige.Troels løfter et tilfældigt glas og hoster lidt forsigtigt for, at gøre sin stemme klar. Ordne som kommer ud af hans mund giver ingen mening til og starte med. Han tager en dyb indånding også er talen i gang. Den alle har ventet på. Han kan se, ar Karin giver ham opmærksomhed og søger nærmere og nærmere salen. Troels får sagt en masse fine ord til Karin, men til sidst bliver det for meget. Hulkeriet begynder, at bruse frem i ham. ’Jeg elsker dig, Karin, men jeg er ikke sikker på, at jeg er den, som du skal dele resten af dit liv med. Jeg er ikke sikker på, at jeg er den, som kan give dig alt det du ønsker og tja… Jeg er bare ikke sikker på, at det skal være os alligevel…’ Hele salen gisper. Til sidst får han hvisket ’jeg troede det skulle være os for altid’, men det er der sikkert ingen, som hører…