Da min oldemor er fra og bor i Iran, har jeg ikke kunnet haft muligheden til at ringe og interviewe hende, da hun hverken kan engelsk eller dansk, eller har en telefon. Og så er der mig, som ikke kan finde ud af at snakke og forstå Iransk. Så jeg valgte derfor at interviewe min 58-årige mormor som bor i Danmark. Min mormor hedder Sabah, og er vokset op i en mindre by i Iran med hendes 5 søskende. Hendes historie er fra da hun var barn i 1960’erne, og om hendes fortolkning af jordskælven som fandt sted mens hendes mor var højgravid.
; Jeg kan huske at det var en hel normal dag i min barndom. Jeg løb rundt på gaden og legede med de andre børn fra byen. Dengang var der ikke noget som hed iPhone, iPod, Computer, Facebook eller noget andet elektronisk som legetøj. Alle børnene dengang var altid ude, og fandt selv på forskellige lege. Jeg var nu mere lidt den uartige pige, som altid skulle drille folk og være på eventyr. Jeg kunne ikke bare side og lege med en sten, jeg skulle over til en sø, fange fisk, hoppe i vandet og dissekere insekter. Jeg var lidt den mærkelige pige i byen, men jeg var aldrig alene… Jeg kan huske at jeg senere hen skulle hente mine søskende hjem, for et eller andet som jeg ikke rigtig kunne huske? Jeg tror at vi skulle spise, eller også skulle vi bare være hjemme og jeg skulle passe på mine søskende.. I Iran er det en del af vores kultur/tradition at have en slags lille pool i hver hjem, det er nu nærmere en slags soppebassin men tilbage til min pointe… Jeg sad med mine søskende ude i vores have, og kigget på bassinet. Pludselig kunne man bare se at vandet havde kæmpevise af bølger. Det så simpelthen så sjovt og anderledes ud, og vi forstod ikke hvorfor det skete. Kort tid efter tog jeg mine søskende i hånden, og tog dem med indenfor i huset. Vores hus var bygget bedre end de andres, så hvis der skulle ske en naturkatastrofe ville den aldrig ramme os så brutalt som de andres. Men i hvert fald.. Da vi kom indenfor kunne jeg pludselig mærke en rustende følelse under mine føder, jeg kiggede ud og kunne hører folk råbe og skrige. Facaden på vores vægge begyndte at falde og dryssede ned, på en eller anden virkelig mærkelig måde. Jeg råbte til min mor at der var et jordskælv. Min mor var højgravid på dette her tidspunkt, og havde brug for hjælp. Jeg løb op og hjalp hende ned til stuen, hvor min søskende sad og undrede sig. Jeg begyndte at pakke en lille rygsæk med mad og andre nødvendige ting, hvis min far nu lige pludselig kom hjem og bedte os om at rejse med ham. Hvilket ofte sker… Jeg løb ned til min fars værelse for at hente nogle nødhjælps ting, for man kunne aldrig vide hvis en af os nu kom til skade. Mens jeg stressede med pakningen kunne jeg hører at min far var kommet hjem, og bad os alle sammen om hurtigt at komme i bilen så vi kunne tage af sted. Ofte vidste vi ikke engang hvor vi skulle hen, når vi skulle kører med min far. Så jeg havde inden idé om hvor vi skulle hen. Jorden rystede så meget at man kunne føle det i bilen, jeg kiggede ud af vinduet og så huse brase sammen og desperate folk løbe grædende efter hjælp. Jeg sad bag i billen med min mor og 5 søskende. Det var virkelig meget stramt, men så længe at vi alle var sammen var jeg glad. Vi kørte og kørte, og tiden gik og gik… Vi kørte nu ved et af de store iranske bjerge, helt op ved sidekanten. Jeg så ud af vinduet og det var virkelig en skræmmende oplevelse at skulle kigge ud, og se at vi var lige ved kanten på bjerget. Jeg frygtede virkelig meget på at vi skulle trille ned af bakken, da det ofte er sket i Iran for nogle tilfældige personer… Vi endte med at komme over grænsen til Afghanistan. Her blev vi hos en af mine fars nærer business venner, i omkring 2-3 dage. Det var den kedeligste tid i mit liv. Jeg havde intet at lave, og specielt fordi at jeg ikke måtte gå ud. Jeg forstod slet ikke hvorfor det var at vi skulle være her i Afghanistan. Jeg lavede virkelig ikke andet end at sidde og kigge ud i den blå luft, og lave mad til familien. Da vi endelig skulle af sted hjem til Iran, kunne vi alligevel ikke få lov til at kører over grænsen på grund af katastrofen som fandt sted. Min far steg ud af bilen og gik for at hente hjælp fra indbyggerne i centrum. Vi sad fast i Afghanistan, i en lille bil med 6 personer i, med mad til 4 personer, en højgravid mor og nu en forsvundet far midt ude i ingenting. Vi endte med at sidde i den bil i timevis, som hurtigt blev til en hel dag… Min far var endnu ikke kommet tilbage, og både min mor og jeg var vældig frustreret, og anede ikke hvad vi kunne gøre. Vi endte med at sove alle sammen i bilen, uden min far som ikke var kommet endnu. Det var så svært at sove, og mine søskende endte med at sove ovenpå hinanden, på en virkelig mærkelig måde. Det var virkelig besværligt, og jeg fik knap nok noget søvn. Jeg overvejede at gå ud af bilen og finde min far, da jeg intet andet kunne have i tankerne. Jeg gik så stille ud af bilen, og gik en lille tur for at få lidt luft og tømme mit hoved for alle mulige tanker, i stedet for løbe ud og ende med at blive den næste som bliver væk. Jeg kommer tilbage i bilen, og prøver på at ligge mig til at sove…
Det er gratis at oprette en konto