Det var en forårsdag, jeg skal mødes med Mita. Hun kommer fra Iran, og er muslim. Min far er total racist. Så jeg skal skjule når jeg er sammen med hende, jeg siger altid at jeg tager over til Viktoria, eller Anton. Vi skal mødes på bænken. Henne ved engen. Man kan altid kende hende, hun er ikke så høj, og hendes lyserøde tørklæde, passer til hende. Hendes brune, næsten sorte øjne, og make-uppen der er lagt forsigtigt på. Hun så mig. Jeg smiler til hende, og kan se hun ser mindre glad ud end hun plejer. Hun kom hen, og jeg krammer hende blidt. Jeg kysser hende et par gange.”Jeg har noget jeg vil tale med dig om” Mita kigger ned” Hvad er det baby? ” Spørg jeg bange.”Jeg skal til Iran, og kommer ikke tilbage.” Hun kigger ned i jorden, med tårer i øjnene. ”Kig på mig Mita. Hvorfor skal du derover?” Hun kigger op på mig, med tårer i øjnene.”Kender du muslimers tro? Pigerne skal giftes væk, til en mand, som familien vælger, det samme skal jeg””Kan du ikke komme uden om det skat?” jeg kigger på hende med tårer i øjnene. Jeg vil ikke kunne undvære hende, og jeg vil slet ikke kunne holde ud at hun skal være sammen med en anden end mig. Hun stod med tårnene trillerne ned af kinderne, og svarede.”Når der først er blevet en aftale må den ikke laves om igen, sådan er den muslimske tro!””Hvor lang tid har du tilbage i Danmark?” Jeg kan heller ikke holde tårnene tilbage mere. Nu står det bare ud af mig.”Jeg skal giftes om 2 måneder, jeg tager af sted om 2 uger.”
Det er gratis at oprette en konto