Hver gang Rachel finder nogle våben, bliver de givet til en gruppe kunstnere, der fremstiller imponerende skulpturer af fladtrykte pistoler og rifler. Rachel er ikke navnet på en kvindelig detektiv med fornemmelse for metal, men på et samarbejde mellem politistyrker fra Mozambique og Sydafrika.
Sammen forsøger de at spore og beslaglægge større våbenlagre, og siden gruppen blev etableret i 1997, har den fundet våben nok til at bevæbne en større hær. Men våbnene bliver i stedet givet til landets kunstnere, der laver skulpturer af dem, som de sælger over hele verden. På en måde kan man sige, at våben og kunst er to af kendetegnene for Mozambique. I årene 1975-92 gennemgik landet en blodig borgerkrig, hvor over en million blev dræbt eller døde af sult, fordi jorden ikke kunne dyrkes. Modstandsbevægelsen RENAMO fik ikke blot støtte af de hvide regimer i Sydafrika og Rhodesia (nu Zimbabwe), men blev oprettet af dem for at destabilisere Mozambique og forhindre, at det blev en stærk, uafhængig stat. Og selv om det nu er 11 år siden, at der blev indgået fredsaftaler, og Mozambique i dag er en demokratisk stat, er det stadig et samfund, der bærer præg af mange år med krig, vold og konflikt. Der ligger fortsat tusindvis af landminer i mange provinser, tusindvis af børn og voksne har mistet arme eller ben på grund af minerne, og endnu tusinder af børn er blevet forældreløse eller har været tvunget til at være soldater i modstandsbevægelsen. Der er fortsat mange våben i Mozambique. Ikke blot dem, der stammer fra krigens tid, men også fordi det er fysisk umuligt at kontrollere våbensmugleri over den mere end 4200 kilometer lange grænse til nabolandene. Konflikter bliver ofte "løst" ved at myrde modstanderen. Retssystemet er korrupt og langsommeligt, og det øger selvtægten og hævngerninger.
Det er gratis at oprette en konto