Vi stod alle i hvide badekåber på en strand i Randers. Det var en tidlig søndag morgen i februar. Termometeret stod på 5° og vandtemperaturen var under -10. Jeg stod og spejlede mig i det iskolde vand, mens jeg tænkte tilbage, på dengang vores svømmelærer for første gang havde spurgt os, om vi havde lyst til at prøve at vinterbade. Vi var ret enige om et NEJ TAK ellers tak. Men der stod vi så, 1 år senere på en badebro i Randers kl. 9:00 om morgen. Alle 7 mand fra svømmeholdet ”de uovervindelige”, klar til vores første vinterbadning eller næsten klar.
Min vandskræk startede nok, da jeg lige var fyldt 13 år. Min klasse havde svømmeundervisning, og vi tog bussen til Randers svømmehal. Jeg og drengene havde glædet os sindssygt til at lære at svømme. Vi ankom til svømmehalen, og blev inddelt i hold, i forehold til hvor stærk en svømmer man var. Holdene hed Delfin, Sæl og Haj. Jeg kom på Haj holdet, som var for de bedste svømmere. I dag skulle vi lære at svømme butterfly. Det gik fint, indtil vi de sidste 15 minutter fik fri leg. Drengene og jeg hoppede fra 5 meter vippen, imens pigerne vurderede vores udspring, med en karakterskala fra 1-10. Det var mit sidste spring inden timen var slut, og jeg var nødt til at score en 10’er for at vinde. Jeg ville prøve at lave en dobbelt baglæns salto. Jeg tjekkede om der var fri bane, inden jeg tog tilløb og susede afsted. Jeg gled på vippen, slog hoved ned i vippekanten og faldt bevidst løs ned i bassinet. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på gulvet i svømmehalen, omringet af slemt forskrækket elever. Kort efter kom ambulancen, for at køre mig på skadestuen, og siden den oplevelse har jeg været vandskræk.
Det er gratis at oprette en konto