Hvor lang tid går, der endelig før vi uden nogen hæmninger kan fortælle en fremmed, at vi ”skal ud og skide”? før vi helt stopper med at tænke på deres reaktioner og indtryk, og ikke bare kun giver dem lov til, ”at smage”, men vi rent faktisk giver dem lov til at spise vores allerinderste tanker og følelser (råt!)?
Har vi mistet vores pli og værdighed? Har vi mistet etik?
Tænk lige over det en gang. Der er efterhånden ingen, der ikke fortæller folk om, hvordan det står til privat. Misforstå mig ikke, selvfølgelig er det okay, at man betror sig sine nærmeste om, at Henrik har været moster Ulla utro med en “billig luder fra Polen, der garanteret spiser rottegift,” men behøver vi ligefrem nærmest at råbe det midt ude på gaden, så alle dem der går forbi, også kan høre det?
Ja okay, det er vel helt fint, at vi ytrer os og ytrer vores tanker til andre. Men er der slet ikke en grænse for, hvad alle de fremmede omkring en i offentligheden skal vide? Åbenbart ikke…
Vi bliver mere og mere ligeglade med om fremmede, hører vores telefonsamtale med veninden, som fortæller, at hun har været sin mand utro med ham den lækre fyr på arbejdet, som lige er 10 år yngre. For når folk snakker i mobil, i busser, tog og andre transportmidler, siger de, bare hvad der passer dem, i stedet for at tage hensyn til andre mennesker. Det er som om, at de tror, at de sidder i deres lille hyggelig stue derhjemme for dem selv.
Det er gratis at oprette en konto