Virkelighed eller reality?

I dagens Danmark er der rigtig mange realityprogrammer i fjernsynet. Du kan næsten ikke zappe forbi tre kanaler uden, at der er et realityprogram i gang på mindst én af kanalerne. Paradise Hotel på Tv3 som den mest kendte, Divaer i junglen, Robinson, Big Brother på Kanal 5 og mange flere. Der kommer hele tiden flere og flere til. Realityserier fra USA begynder at komme til Danmark. Disse realityprogrammer er misvisende for, hvordan ungdomslivet i virkeligheden er. De fanger en stor del af de unge. Man begynder at se op til realitystjerne, og de kan blive et billede af, hvordan man ser på ens eget liv eller, hvordan man gerne vil have, det skal være.

Der er hele tiden realityprogrammer. Hvis der ikke er Paradise Hotel, så kommer Big Brother eller et tredje program bare. Rigtig mange ser programmerne og følger med i dem. Folk i alle aldre snakker om programmerne. De unge snakker om, hvor fedt det er, og de lidt ældre, de voksne snakker om, hvor dumt og åndssvagt de synes, programmerne er. Rigtig mange spørger: Hvorfor er det du ser Paradise Hotel? Hvad er det, der er så interessant ved det? Det er et spørgsmål, der næsten altid kommer op, når der bliver nævnt et realityprogram. Man hører ofte, at det blot er fordi, at det er sjovt at se på andre mennesker dumme sig. Det er bare en meget enkelt forklaring. Det kan godt være en del af svaret. Men jeg mener, at der ligger en del mere bag. Jeg er selv en, der har set op til flere forskellige realityprogrammer, og jeg har også ind i mellem fulgt med i en af serierne. Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ser det, er svaret også ofte: ”Jamen, det er jo fordi, at de er så åndssvage at høre på.” Det er der helt sikkert også en del, der synes. Men når man sidder der hjemme i sofaen og ser på homo-latinoen, Gustav, føler man sig ikke blot underholdt, flere bliver også inspireret. Når han står på en bar og ser lidt mere smart ud end andre i For lækker til love, forestiller man sig, hvor fedt det ville være, hvis det var en selv, der kunne være så smart og populær. Jeg har en idé om, at det er den forestilling, man sidder og danner for sig selv, der gør det så interessant. Man kan se på andre, og så derfra på en måde drømme sig til en anden verden, hvor livet virker rigtig fedt.