Kære lillesøster. Det er lang tid siden jeg har skrevet til dig Katrine, men der er jo heldigvis også en grund. For du husker jo nok, mens jeg skrev det sidste brev, bippede min personsøger. Jeg fik et chok da den lige pludselig begyndte at bippe. Jeg fik en følelse indeni at det nok bare var en drøm, for det var en ubeskriveligt følelse. Jeg troede ikke den skulle bippe endnu, og jeg var allerede enig med mig selv om at den ikke ville bippe.
Men det gjorde den, og jeg løb nedenunder til mor, som gjorde rent. Jeg sagde til hende at vi skulle af sted, fordi der var et hjerte til mig. Så spurgte hun hvordan jeg vidste det. Og så fortalte jeg hende at min personsøger bippede for 2 minutter siden. Hun kom gående forsigtigt hen til mig, tårerne trillede ned af kinderne på hende. Jeg tog hende om halsen og begyndte selv at græde.
Derefter blev vi nødt til at kører på hospitalet for vi skulle til hospitalet med det samme. Det havde lægerne sagt dengang jeg fik personsøgeren på. At så snart den bippede skulle vi komme til hospitalet så hurtigt vi kunne. Mor lagde dig op i bilen og far gik ud og startede bilen. Da vi kørte til hospitalet, var der meget stille i bilen. Men jeg kunne se at tårerne trillede ned ad mor og fars kinder. Det var første gang jeg så far græde.
Det er gratis at oprette en konto