Skumring: en novelle om psykisk sygdom

Det var en sensommeraften. Sofie og Rasmus var i gang med at lave mad, mens Anna var oppe og pakke alle sine ting ud. Sofie tænkte, og sagde stille: ”Jeg er altså glad for, at du lod hende flytte ind. Hun har haft det svært, og hun er min lillesøster. Du ved hvordan jeg har det med hende.” Rasmus så kærligt på hende. Han kyssede hende på munden og svarede: ”Selvfølgelig vil jeg lade hende flytte ind. Hun betyder også meget for mig.” Oven på de ord kom Anna gående ned af trappen. Hun smilede sødt til parret, og tænkte at det var som at læse en åben bog. Selvom de smilede stort, kunne hun se bekymringen i deres øjne. Ikke fordi hun havde regnet med noget andet, men det ville stadig have været rart at være et sted uden alle de nervøse øjne, der blev ved med at flakke frem og tilbage. Hun var 21, hun kunne da sagtens klare sig selv. Alle var dog blevet enige om at det ville være bedst at flytte lidt væk fra byen, og ud til en lille landsby midt i ingenting. Ud til Sofie og Rasmus. De var ikke så meget ældre end hende. Sofie var 28 og Rasmus et par år ældre. Rasmus havde pengene, og Sofie den fornuftige sans til ikke at bruge dem alle sammen på én gang. Hun var kommet til en stabil familie. Det skulle nok blive godt. ”Er der snart mad?” var det eneste Anna lige kunne tænke sig til at sige. ”Ja, lasagnen skal lige have 10 minutter mere. Dækker du bord Sof?” svarede Rasmus roligt. Sofie sagde ikke imod, og åbnede skabet ind til tallerkenerne. Hun hev 4 tallerkener og 4 glas ud af skabet. Anna undrede sig lidt og spurgte så: ”Er vi ikke kun 3 personer?” Sofie kiggede på Anna på sådan en ”jeg-er-glad-for-at-du-spørger”-måde, og hun svarede energisk: ”Nej, ikke lige i aften. Vi får besøg af en af mine gode venner. Han har en god uddannelse som psykolog, og jeg har hørt han skulle være rigtig god til psykiske problemer.” Selvfølgelig. Anna vendte det hvide ud af øjnene og satte sig ned på en stol ved bordet. Hun havde været igennem det med sine forældre, og nu skulle hun igennem mere terapi. Anna var så rasende at hun kun sendte et lille smil af sted til Sofie for at signalere, at hun havde opfattet det.