”Gabby du skal ikke regne med at blive rask foreløbigt.” Stemmen rungede i lokalet, alt føltes så uendelig stort og uoverskueligt. Jeg kan ikke forestille mig et liv udenfor hospitalet, jeg har jo været her de fleste af mine teenageår. Jeg kan ikke magte den friske luft og alle menneskerne. Min doktor, Lise, havde advaret mig om at jeg ikke skulle regne med nogensinde at blive rask , min psykiske lidelse er nu blevet kronisk. Lise snakker videre men jeg hører ikke efter. Min hjerne er stået af for længst. Jeg ved ikke hvad der foregår i mit hoved eller rundt omkring mig. Jeg har ikke styr på en skid. Men jeg har folk til at gøre det hele for mig, det er rart, men belastende. De forstår ikke at det kun er min hjerne der er noget galt med, og ikke min fysik. Min mor lytter ivrigt til Lise, hvis hun ikke får det hele med bliver Lise nød til at fortælle det hele igen. Jeg kigger bare ud af vinduet, stirrer bare tomt ud i luften. Alt forsvinder omkring mig og jeg fokuserer kun på en hvid due der letter elegant fra en tørret og bar gren. Den svæver let på sine spredte vinger. Jeg gad godt vide hvor den skulle hen, den håber vel på sol, varme og smukke fredsfyldte omgivelser. Min mor snakker til mig, igen… ”Kom så Gabby, nu er det nu, pak de få sager du har samlet over de sidste år, og kom med mig hjem. Far bliver så glad for at se dig igen” Min far har kun være her på afdelingen få gange, han siger han ikke kan lide de hvide sterile vægge, og han har ret. Der lugter så underlig og så rent. Ikke særlig hjemligt. Uden jeg ved af det, sidder jeg i bilen på vej hjem. For første gang i flere år. På en måde glæder jeg mig og på en måde ikke. Jeg mærker den kolde vind på mine blege og magre kæber. Jeg mærker kulden bide. En underlig og sær følelse rammer min krop da jeg stiger ud af bilen og jeg bryder ud i en kæmpe gråd, det sker ellers aldrig. Jeg kan bedst lide at holde det hele for mig selv. Det blev for meget og jeg kan ikke holde det inde længere.
Det er gratis at oprette en konto