Tiden det tog ham at komme op til skiltet, føltes som flere timer. Smerten i
armen var næsten uudholdelig, men han lagde næsten ikke mærke til det mere, for
kulden var begyndt at gå igennem hans tøj. Hans fødder og fingre var allerede
følelsesløse, og fra dem sneg kulden sig videre ind i hans krop. Han kiggede op, for
at se hvor langt der var til skiltet, men han kunne ikke se det mere. Sneen faldt så tæt
at han ikke kunne se andet, end hvordan blodet fra det sår, han havde på benet løb ud
i sneen og gjorde den rød, men han var ligeglad. Han vidste, at han ikke ville komme
længere end til det sted, hvor han lå nu, i dag. På samme tid strejfede tanken om han
nogensinde ville komme længere, om han kunne klare smerten og kulden. Han var
løbet tør for energi. Han skulle dø, var han næsten sikker på. Men han turde ikke
tænke på det, han turde ikke tænke på noget – udenom hvor forbløffende godt hans
liv egentlig var for bare 3 måneder siden.
Det er tidlig efterår, solen skinner, og luften er mild, alt synes at være perfekt.
Man kan se en mand køre forbi og man kan se på ham, at livet kører for ham. Han
Det er gratis at oprette en konto