Reality. Det virkelige, eller ikke? Udfordringen og underholdningen. Det at det er spændende, og ydmygende at se på. Så hvorfor stiller man op? Hvorfor vil man udstille sig selv på den måde? Det er nogle af de ting jeg godt kan undre mig over, når man taler om reality-tv.
Tv-stationerne har fået en ide om, at det vi gerne vil se, er ting som er helt ekstreme; helt uvirkelige. ”Det er en kunstig ramme. Det hele rundt omkring dem er kunstigt, men de, menneskerne, man sætter ind er jo almindlige mennesker. De skal være der, og regere fuldstændig som sig selv. Når de udstråler ægte følelser, vil man som seere også kunne gå med på de følelser, og spejle sig i dem,” udtaler Programredaktør TV3, Steffen Bjergved.
Og det er sandt. Jeg mærker, hvordan reality-programmerne har sin indflydelse på min hverdag. Hvordan de ”kendte” påvirker os seere. Hvordan vi ubevidst kigger ned på dem, og føler sig klogere, men samtidigt ser op til dem.
Det er virkelig underligt at folk vil gøre så meget for at blive kendt. Kendt, og hvad så? Kendt på alle sine fejl? ”Jeg vil hellere, når jeg er 40, 50, 60 eller whatever, tænke tilbage på dengang, jeg var 20: Gud, hvor havde jeg det bare godt. Hyggede mig, festede, trænede og tjente penge. I stedet for: Gud, jeg arbejdede i Føtex fra otte til fire.” Som reality-stjernen Gustav siger det. Måske er det derfor? For at føle ungdommen? Men er ungdommen fuld af fejl? Sådan ser jeg det ikke. Jeg har lidt en følelse af, at jeg godt kan forstå dem. De lever bare livet. Gør hvad de vil, ved bare at være sig selv.
Det er gratis at oprette en konto