Fuglene synger, alarmen ringer - og jeg lader som ingenting. Jeg udskyder som sædvanlig alarmen én gang for meget. Jeg husker tydeligt, den morgen hvor min årgang og jeg skulle af sted til Berlin, den dag, jeg har glædet mig til siden tidernes morgen. Men typisk mig, jeg starter ikke lige ud med den bedste start, på en ellers god dag som ligger i vente. Normalt vil det være fuldstændig lige meget hvor i bussen jeg sidder, men ved lige præcis den her bustur, havde jeg aftalt at sidde nede bag i bussen, og hygge hele vejen til Berlin. Men som sagt, ikke lige den bedste start på dagen og selvfølgelig ender jeg i helt modsat ende af bussen end planlagt. Jeg glemte det ene og så det andet, og jeg kunne ikke huske hvor jeg havde lagt det forskellige. Jeg må vel bare erkende at jeg er langsom til, at komme ud af døren der hjemme, og måske skal jeg udskyde alarmen én gang mindre og pakke mine ting aftenen før. Før jeg viste af det, var den 7 timer lange bus tur slut og de første larmende biler, havde sat deres spor i mit hoved. Jeg var havnet i storbyen Berlin. Nu skulle jeg holde fast i tasken 24/7...og huske, at kigge mig over skulderen, hvert andet minut. Ikke noget med, at snakke med fremmede eller noget som helst….
Det er gratis at oprette en konto