Det var nytårs aften 1968, jeg havde taget min tykkeste jakke på. Det eneste jeg havde sagt til mor og far var, at jeg bare lige ville ud og have lidt friskluft. ”Jeg brude nok havde sagt sandheden, men det gjorde jeg altså ikke.” Jeg gik hen mod stationen i Leipzig, fast besluttede på at jeg skulle med toget mod Berlin ud til muren. Der var ikke så mange på perronen i Leipzig den aften. ”Hvilket gav god mening, da det var nytårs aften”. Jeg stod længe og ventet på toget. Endelig kom toget. Konduktøren åbnet døren, der var ingen der skulle ud. Jeg gik ind i toget. Der var en ledig plads ved et vindue. Jeg satte med ved vinduet over for en ældre herre. Der var ingen der sagde noget, det eneste jeg kunne høre var en hylende baby.
En man begyndte at fløjte. Jeg havde ingen ide om hvad det betød. Men toget begyndte i hvert fald at køre. ”Det var naturligvis konduktøren, der fløjtet.”
Der var stadig meget stille ide i toget, lyden af togets hjul mod skindene var det eneste jeg kunne høre. Jeg sad længe og prøvet på at ud tænke en plan for, hvordan jeg skulle komme over på den anden side af muren. Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg sad inden jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle komme over muren. Tiden gik og vi nået til Berlin.
Det er gratis at oprette en konto