Den gyldne fjer

Den gyldne fjer.Der var en gang et smukt og frodigt land. Kornet bølgede over brede bakker, og langs de lige landeveje lå nymalede huse i velordene haver. På den ene side af landet lå det blå hav, og på den anden side grænsede den smukke land op til den store skov. Bag skoven var en giftig sump, og ingen vidste, hvad der var på den anden side. Vejen, der gik igennem den store skov til sumpen, var fyldt med huller, og de eneste, der nu og da færdedes der, var de soldater, der holdt vagt. Ingen vidste, hvorfor soldaterne skulle holde vagt, men sådan havde det altid været siden tidernes morgen. Folk i dette kongedømme var meget flittige og arbejdede fra tideligt morgen til sen aften. I den store by, der lå i en lun bugt ved havet, boede kongen. Hans forældre som reagerede kongedømmet, døde af sygdom da han var spæd. Jack, som var nær ven af faren opfostrede ham, som han var hans egen. Her begynder fortællingen om Arthur. Kongen af landet.

Solen var ved daggry, disen havde lagt sig. Arthur, som nu var voksen, var gået hen til kvinden i kakkelovnskrogen. Han tog hjemmevant en skammel og satte sig ved siden af hende. Bønfaldende sagde han til hende ”Åh jo, fortæl mig en historie om fuglelandet. Jeg lover, at jeg ikke kommer mere. Bare denne sidste gang!” ”Det siger du altid” sukkede den gamle. ”Men denne gang bliver den sidste. Det er helt sikket! Har du forstået det, høje konge? ” ”ja, ja,” Svarede han smilende. Sådan havde hun sagt de sidste mange år. Der var ingen, der vidste, at han gik her ned, og hvis Jack fik en tanke om, at Kongen stadig kom hos Gammelmor, ville han straks sende den gamle kvinde bort. Hun begyndte at fortælle: ” De var engang, hvor det smukke land hang uløseligt sammen med fuglelandet. Den gang kunne man tage på besøg i fuglelandet, lige så ofte man ville. Der var vidunderligt i fuglelandet. De smukke mennesker, der boede der, kunne danse og synge, og så tit de havde lyst, kunne de skabe sig om til fugle og svinge sig højt op under den blå himmel men, kun hvis de havde den gydende fjer rundt om halsen. De boede i mærkelige huse, der hang oppe i træerne. Men en frygtelig ulykke ødelagde fuglelandet. Det siges at det var den kæmpe hvide fugl som gjorde det. og der hvor fuglelandet lå, er der nu kun en giftig sump! ” ”Hvor ligger sumpen? Spurgte kongen, selv om han udmærket kendte svaret. ”det har du jo spurgt om hundrede gange før, høje konge! ”sagde den gamle kvinde. ”Ja, men sig det alligevel! ” bad den Arthur indsmigrende. Hun gav sig og fortalte ham, hvad han ville vide : ” Følg den dårlige vej ind gennem den store skov, til du når stedet, hvor luften begynder at blive skarp og stikkende, og dine øjne løber i vand, så er du ved sumpen. Men ingen kommer videre, for der står to vagter og passer på. Sumpen er farlig uigennemtrængelig, og en hver, der ville forsøge at drage ind i den, må død. ”Er der aldrig nogen, der er kommet forbi vagterne?” blev kongen ved. Den gamle kone rystede træt på hoved. ”Nej, og hvis der er nogen, der er gået længere ind i den giftige sump er de i hvert fald aldrig nogensinde kommet tilbage. ”. Han elskede fortællingerne om folket, der sang og dansede, og som når som helst kunne lave sig om til smukke fugle. Kongen rejste sig op. Længe stirrede han mod skoven i øst, så smilede han svagt for sig selv. Hvorfor ikke ride derud? det var ham som var kongen; Det var vel kun rimeligt, at han kendte hele sit land! Så vidt han kunne bedømme afstanden, skulle det være muligt at ride frem og tilbage til den store skov i løbet af en dag, så ingen vidste uråd. Han besluttede sig til at tage af sted ved daggry.