Oliekrisen 1973: Baggrund og konsekvenser

I seksdageskrigen i 1967 vandt Israel over Egypten og Syrien. De ønskede hævn og angreb Israel den 6. oktober 1973 på jødernes vigtigste helligdag Yom Kippur. De to lande angreb fra flere sider, og der var høj tab af israelske soldater. Israels premierminister Golda Meir, bad af den grund USA om hjælp. Så lovede sovjetunionen sin mulige støtte til både Egypten og Syrien. På denne måde indskrev Yom Kippur-krigen sig også i Den kolde Krig. I begyndelsen holdte USA tilbage med sin støtte til Israel i Yom kippur-Krigen, men da Sovjetunionen udtalte at de ville støtte Egypten og Syrien, sendte Richard Nixon (USA’s præsident) Henry kissinger (udenrigsminister) til mellemøsten for at forhandle om våbenhvile. Kissinger rejste frem og tilbage mellem Israel, Egypten og Syrien i flere måneder. I 1974 kunne Israel og Egypten endelig indgå våbenhvile, men Syrien sagde nej, pga. uenigheder om Golanhøjderne. Den Palæstinensiske leder Yasir Arafat besluttede at gøre PLO til talerør for palæstinenserne. Arafat benyttede situation, til at sætte fokus på den palæstinensiske sag. Han holdte en vigtig tale for FN’s generalforsamling i 1974.

Olie som våben

Som en konsekvens af krigen opstod oliekrisen. De arabiske medlemmer af OPEC besluttede at afbryde eksport af olie til de lande der støttede Israel (OPEC er Organisation af olieeksporterende lande). USA støttede Israel og blev ramt af boykot af olie. Denne beslutning medførte store prisstigninger på olie i USA, fordi der pludselig blev eksporteret mindre olie. OPEC viste at olie priser kunne bruges som våben i konflikten mellem Israel og de arabiske stater.