Beslutningen

BeslutningenVi havde gået i flere år og ønsket os det. Det var blevet en helt besættelse til sidst, som om ægteskabet afhang af det. I lang tid havde samtalerne kun gået ud på det. Jeg var flov over mig selv, for ikke at kunne opfylde hendes ønske. Ønsket om et lille barn. Lidenskaben havde ellers været der fra starten. Vi var ens på det punkt. Aldrig har vi kunne få nok af hinanden, altid har vi villet have mere og mere. Efter svar fra hospitalets prøver, har det aldrig været det samme. Jeg kunne ikke gøre hende gravid. Sex herefter har aldrig indeholdt det samme længere, som om hun bare skal have det overstået, for nu var der ikke noget at hente. Efter nogle gange hos terapeuten med lange samtaler, blev vi enige om at søge som adoptivforældre. Vi så det som en mulighed for at få det hele til at køre igen, ligesom det var før, før denne besættelse af at blive forældre. Som om der ikke var andet at leve for. Mange diskussioner over køkkenbordet til langt ud på natten fortsatte, om hvorvidt det var det rigtige og om det var det der manglede i vores ægteskab. Vi gled mere fra hinanden og var næsten aldrig hjemme på samme tidspunkt andet end til sengetid. Jeg begyndte at se mine venner meget mere end før, men indrømmede ikke overfor dem at der var noget galt. Jeg brændte inde med det til sidst, ingen kunne se det på mig. Ingen spurgte mig i hvert fald. Jeg var klar til at forlade min kone, vi havde intet sammen længere.