Chicken

Jeg er præstens datter, og jeg går gennem denne by af fjendtlighed. De venter mig, og jeg stikker hænderne i læderjakkens lommer, lader støvlehælene klakke i fortovet, så det giver genlyd i de smalle gader. Jeg er ikke bange, ikke længere, skønt jeg ved, at denne klamme aften bliver den afgørende. Måske den sidste. Alle ved det - spændingen hænger som tågedis mellem husene, sætter sig som rim på telefonledningerne og får folk til at linde på gardinet og gyse, når de ser mig passere. Jeg fornemmer kulden som en isnen om kraniet - helt glatbarberet i dagens anledning - men jeg fryser ikke. Alkoholen og adrenalinen, destilleret angst pumper direkte ud i årenettet, holder mig varm. Så da jeg drejer om hjørnet og skrår over torvet til bodegaen, er jeg høj. Høj af angst, høj af forventning, høj af at vide, at nu er jeg endelig på vej mod den yderste grænse og i aften krydser jeg den. Uden at standse op, lyner jeg jakken så meget ned, at jeg kan få fat i flasken i inderlommen. Det er ren vodka hældt på colaflaske med skruelåg, og da jeg tømmer den, tænker jeg i et hurtigt flash på min mors raseri, når hun om en time eller to vil opdage, at hendes natflaske er tom. Hun vil vække far, hylende beskylde ham for at have hældt indholdet i wc´et og derpå gå besærk i hele præstegården i sin søgen efter erstatning. Og når hun opdager, at alle depoter er tømte - for det har jeg nemlig gjort - vil hun være så desperat, at hun uden blusel vil rave ned på bodegaen og købe en ny til værtshuspris. Men til den tid er jeg væk. Så den ydmygelse slipper jeg for. Alkoholen ætser sig vej ned gennem svælget og helt ned i maven, hvor den ligger og snyder i mavesækken. Jeg er raslende tynd "Neuengamme" kalder de mig, blandt andet - så tynd, at min klasselærer vil ha´ mig indlagt til tvangsfordring. Mine forældre har ikke bemærket det, men for dem har jeg længe været usynlig. Lige da vi flyttede hertil, havde min mor en af sine perioder. Lavede mad, syede knapper i, hjalp mig med mine stile og tog mig til byen for at købe tøj. Hun var forundret over, at jeg var blevet så stor, men også rørt over, at jeg var kommet til at ligne hende. "Min store pige!" lo hun og viste mig frem for far, der for en gangs skyld løftede blikket fra Kierkegaards samlede værker og så på mig med et nysgerrigt og dog vagtsomt blik, som om jeg var et væsen fra det ydre rum. Den aften gik vi ud at spise - rødspætter på kroen - og far blev så oprømt over mor, der var køn med rødt på læberne, at han overmodigt glemte fortiden og bestilte riesling til. Kun jeg så det sølvfarvede ar under armbåndet, da hun leende løftede glasset og kun jeg huskede fornemmelsen af livløshed, da jeg som en alt for lille pige første gang prøvede at løfte hende op fra badeværelsets terrazzogulv. Så jeg troede ikke på Den nye Lykke og jeg foragtede dem for selv at tro den aften på kroen, hvor en fuld fisker, Rex´far, hang ved baren og drak understøttelsen op, mens jukeboxen repeterede slidte hits fra dengang de gamle var unge. Jeg kunne græde af raseri over, at de havde slæbt mig med til denne udørk af sand og piskende vestenvind, men måske havde jeg også tilgivet dem det, hvis det ikke allerede dagen efter viste sig at være forgæves. Hvidvinen blev til sprut,