I dag startede dagen som sædvanligt, forfærdeligt. Men ikke så værst alligevel. Jeg sidder under et træ, med ikke en så dårlig udsigt, i en flygtningelejr i Vestjylland. Jeg føler mig fanget og lukket inde som et dyr, som ikke må gå ud på visse områder. Sådan er det her i lejren. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og hvor vi kommer til at være. Men det tænker jeg ikke så meget på. Mine tanker går til tyskerne og til min bror Franz, som er i en tragisk krig, også landsbyen. Hvad mon der er sket med den. Er den helt bombarderet? Er alle døde? Jeg har ingen anelse, og det løber mig koldt ned af ryggen bare ved at tænke på det. Jeg savner Franz, gad vide hvor han er, og om jeg nogensinde kommer til at ham igen. Jeg har det dårligt, og jeg føler mig helt tom efter det der skete for blot få måneder siden, jeg føler mig tom uden Franz, at folk kan være sådan nogle svin. Ikke nok med far er død, så tager de også Franz fra os, tror snart ikke jeg kan holde det ud mere. Jeg er så forvirret for tiden. Flygtningelejren, som mor, Christian og jeg bo i, hedder Oksbøl, den er så vidt som muligt langt fra byerne. Vi er flere tusinde mennesker her, børn, kvinder og ældre mænd. Vi bliver holdt væk fra den danske befolkning. Jeg synes det er ret mærkeligt, for vi er ikke de onde. Vi gør jo intet. Nogle er tilfredse med det, andre er ikke, men de strenge regler holder os væk. Der er få fra den gamle landsby som, også er her, bl.a. vores smed. Vi går i skole, og bor i en stor barak. Der er et værelse, en stue, og et køkken. Det er nu rart nok selvom jeg savner alt det gamle. Den danske befolkning behandler os ikke som, vi burde behandles. Vi må ikke sende breve, og der synes jeg de går over grænsen. Tænk man ikke engang kan få lov til at kontakte sin egen bror som er i krig. Vi fik det alligevel gjort, vi har sendt et brev til Franz, eller Christian gjorde. Han kravlede under hegnet, og forbi vagterne. Det var meget modigt af ham. Men hvad mon Christian skrev i det? Jeg går stadig og tænker over det. Vi må heller ikke snakke med den danske befolkning, det nok mere dem, der ikke vil snakke med os. Vagterne må der heller ikke tales med, men det gør vi piger jo alligevel. De danske vagter her i lejren er ret søde, men på samme måde udnytter jeg dem en smule, for de er de eneste, som kan hjælpe os tyskere her i Lejren. Der er en vis person jeg kan lide, og det samme kan han. Tror jeg. Det håber jeg i hvert fald. Hans navn er Frederik, og han har bare de flotteste brune øjne. Vi er næsten altid ude lige til sengetid, og nogle gange længere. Jeg kan mærke jeg gennemgår meget for tiden med min krop. Jeg er ved at blive tiltrækkende. Jeg har fået større hofter, og større bryster. Jeg har fået sådan en rigtig kvindefigur, og det kan Frederik sikkert lide ved mig. Nogle gange bliver der skudt nu og da. Det sker mest for sjov, så vagterne kan blære sig over for pigerne, selvom det ikke virker så godt. En nat blev en tysk flygtning skudt, da han kravlede op over hegnet og ikke stoppede da de råbte efter ham. En kvinde omkring de 30 fortalte i hvordan man kunne se frygten i hans øjne, der lige så stille forsvandt, tomheden overtog, og hans slappe krop som faldt til jorden med et lille bump. Der var fælles begravelse som, var arrangeret af nogle, fra en barak i den anden ende af lejren. En af de andre piger, er havnet i straffelejre, fordi hun har haft for meget, med de danske vagter at gøre. Det får mig til at spekulere om jeg skal passe på med at komme tættere på Frederik. Han er bare så charmerende, men som om vi ikke allerede har været tætte nok. Vi har haft sex, og jeg ved ikke om det var forkert af mig, måske udnytter han mig bare. Det var i hvert fald noget af det bedste der var sket siden krigen. Men jeg må passe på nu. Jeg har ikke haft min menstruation i 3 måneder, men mor siger det bare er chok over krigen og Franz. Jeg begynder at blive mere og mere urolig. Men nej, jeg er næsten sikker nu. Jeg er gravid. Jeg starter for det meste hver morgen med at kaste op. Jeg er bange og svag. Hvad skal jeg gøre? Jeg er ikke klar til at være mor, speciel ikke i den her tid vi alle lever og er i. Christian havde lovet mig at give ham det brev jeg havde skrevet til ham. Han skal under hegnet, og jeg er nervøs for om det går galt. Forhåbentligt lyttede han på hvad jeg sagde, og ikke læste brevet. Jeg er mest bange for at jeg og Frederik ender i en straffelejr. Mor fik mig til at gå til lejrlægen, de bliver alle ved med at spørge hvem mit kommende barns far er. Jeg er bange for at fortælle det, så jeg ville hellere vente med at fortælle det til barnet er kommet. For hvis jeg fortæller det, ender Frederik bare med at ryge bag tremmerne. Det vil jeg helst ikke have, for jeg kan virkelig lide ham. Og mit barn behøver ham. Jeg ved mor, Christian og alle i barakken vil elske ham. Jeg føler mig tvunget væk fra ham, tavsheden gør mig skør. Jeg går ud til hegnet på forskellige tidspunkter for, at se ham eller give ham breve. Han fik en, dom på 2 uger, da det kom frem, at han er faderen til mit barn. En pige blev det. Så smuk, og sådan en yndig lille pige. Det var en stor lettelse at føde hende sund og rask. Men også fordi det var hårdt at gå rundt med en stor rund mave med en lille guldklump inde i. Marie kalder jeg hende. Hun er det bedste der er sket for mig, jeg er så glad. Hendes søde lille smil, de bløde tykke hænder, hendes blå øjne, hun er så smuk. Jeg kan ikke lade være med at smile når jeg kigger på hende. Hun har de samme blå øjne som hendes far. Man blev helt varm indeni bare ved at kigge på hende. I radioen hørte vi Hitler havde begået selvmord, krigen var tabt. Krigen var slut. Jeg var så lykkelig over det hele, men alligevel var der et tomrum inde i mig selv, som ikke var fyldt ud. Jeg savnede Frederik, og det er ikke til at leve uden hans omsorgsfulde kærlighed. Christian har det lige så svært som mig, han har fået lungebetændelse, men lejrlægen siger, han nok skal klare den. Vi skal hjem i morgen, og jeg er så forvirret. Jeg ved ikke, om jeg skal glæde mig til at se Franz igen, eller jeg skal frygte jeg aldrig ser Frederik igen. Vi rejser i hvert fald, uanset hvad. Men bare tænk hvis lille Marie aldrig kommer til at se Frederik igen eller ikke skal se Franz? Jeg vil ikke give hende den samme barndom, som min mor gav mig. Jeg vil have hun skal have en far, at vokse op med. Vi rejser tidligt næste morgen, og jeg ved stadig ikke hvad jeg skal synes. Vi stod på toget næste dag med grå ansigter, og tavse munde. Det føles nu fint at komme hjem til det gamle, og alligevel en ny start. En ny start på mig selv som kvinde. På stationen var der beskidt, og luften var grumset og tør. Christian har fået det bedre, og vi ser alle sammen frem til at komme hjem til Tyskland igen. Togturen føles som flere år, og jeg nogle gange lidt småsløj, men ikke noget alvorligt. Da vi endelig ankom til den sidste perron, og vores hjem, står der tre soldater, og venter på os. Den ene står med et brev i hånden, og deres ansigter ser triste, men alligevel alvorlige ud. Mor tager imod brevet, og åbner det lige så stille. Hun tager det op og læser stille, for til sidst bryder ud i gråd. Der er en halskæde i brevet med et nummer på, og nu går det først op for mig hvad der er sket. Mine øjne bliver våde, og jeg kigger hurtigt på brevet. Det eneste jeg når og få fat i er en dato og en sætning.
Det er gratis at oprette en konto