Den sekstenåriges flugt

Han ville ikke være med til det mere. Sekstenårige skulle behandles som voksne. Nu ville han vise, hvad der skete, når man ikke behandlede ham med den respekt, han fortjente. Han kunne snildt styre sit eget liv. Med ét stod det hele klart for ham. Han skulle væk herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det krævede ikke nogen lang afskedsceremoni med oldtidslevnene. Han havde faktisk vidst det længe. Så længe som han kunne huske. Han hørte ikke til her. Det var dog først i stuearrestens stund, at det for alvor var gået op for ham. Han var for stor en personlighed, og det kunne de gamle ikke håndtere. Derfor havde han fået stuearrest. Det vidste han. De ville blot have ro og Merrild. Stilheden var ved at kvæle ham, når de sad ved aftenbordet. Han savnede kun at høre tre ord i sin hverdag. Han ville ud i verden for at høre dem. Ved aftenbordet hørte han i hvert fald ikke ordene. Dertil var forældrene for gammeldags. For kolde. For ufølsomme. Han pakkede sin kuffert og hoppede ud af vinduet. Han kiggede sig ikke over skulderen, før mørket og stilheden havde samlet sig i en tæt alliance omkring huset. Han havde ikke den ringeste anelse om, hvor han skulle tage hen, og alligevel føltes det som det mest naturlige valg, han nogensinde havde truffet. Rejsen kunne starte mange steder, men kun den nærliggende banegård var decideret oplagt. Han slentrede stille men beslutsomt langs vejen mod banegården. Tusinde tanker om ingenting vandrede ind og ud af hans hoved, alt imens hans ben taktfast vandrede frem i mørket. Gaden, der var svagt oplyst af de gamle gadelygter, strakte sig ud i det uendelige. I horisonten kunne han skimte banegårdens matte lys og høre skinnernes klirren. Efter et kvarter med vandring langs vejen ankom han til banegården. For første gang den dag kom rastløsheden frem i ham. Det havde føltes som det eneste rigtige at tage hen til banegården. Han følte det som at være tiltrukket af den eneste ene. Men nu da han endelig var fremme, havde han ikke den fjerneste anelse om, hvor han skulle tage hen. Han havde ingen venner, han kunne opholde sig hos. Hos bedsteforældrene kunne han ikke bo, for så skulle han genforenes med oldtidsforældrene, og dette var på ingen måde meningen. Han skulle klare sig alene. Som lille havde han siddet på banegården med forældrene. Det havde været en hvid vinterdag. Ved første øjekast var dette blot en almindelig dag. Det eneste specielle var, at han blev seks netop denne dag. Dette var således også grunden til, at den lille familie var samlet på banegården for at tage på familietur. Familie. Det lød absurd i hans hoved. Han kunne mærke, at han blev tom indeni. Hele kroppen blev flået for energi, og han sank sammen på den nærmeste bænk. Han samlede sig i et kort øjeblik, og begav sig derefter videre. Han kunne ikke blive svag nu. Voksne var ikke svage. Det var barnligt af ham. Han bevægede sig hen til billetlugen og købte en billet til det første tog, der kom. Turen ville gå til Thunebo, eller rettere sagt; midten af ingenting. Det var det perfekte sted at starte på en frisk, tænkte han, mens han med hurtige skridt gik tilbage til sin bænk. Herfra kunne han følge med i nyhederne på det ophængte fjernsyn få meter fra ham. Nyhederne havde blot delvist hans opmærksomhed, indtil noget velkendt dukkede op på skærmen. Hans første tanke var, at nyhederne nu var slut, og at en dokumentar om arkæologi skulle begynde. Da han fik rettet sin fulde opmærksomhed på skærmen, opdagede han dog hurtigt, at det stadig var nyhederne, der kørte. Og på det flimrende billede så han sine to forældre. Hans far stod med tomme øjne og snakkede til seerne, mens hans mor stod med våde øjne. I bunden af billedet var et yderst genkendeligt telefonnummer og et billede af en dreng, han så i spejlet hver eneste morgen. Han havde aldrig set dem i sådanne tilstande før. Det begyndte at prikke i hele kroppen. En ukendt følelse af længsel brusede frem i ham. Han havde hørt om det at savne nogen, men han havde aldrig selv prøvet det. Var dette her et savn? Kunne han virkelig savne de personer, han lige havde forladt, så inderligt? Forvirringen bredte sig i hans krop. Hvad havde han dog tænkt på? Han forlod bænken og tog af sted.Det varede ikke længe, før han var hjemme. Turen tilbage havde føltes kortere. Han nærmest fløj over fortøjet. Havelågen blev flået op, inden han satte tempoet ned. Han bevægede sig lydløst hen til vinduet. Han vidste ikke, hvad han ville sige til dem, så han stod på tæer og lyttede til forældrene, som sad på den varme side af væggen. Ingen skridt. Ingen suk. Ingen host. Men denne gang var der alligevel en lyd. Gråd. Skammen kom frem i ham. De skulle ikke lide på grund af ham. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ind til dem. Han var ved at glide i græsset og sparke døren ind, for at se forældrene hurtigst muligt. Han fór ind i stuen og kastede sig i forældrenes favne. Nu græd de alle tre i hinandens arme. De stod længe med tårerne trillende ned til de store smil, som havde vist sig på alles ansigter. Sådan skulle en rigtig familie være, tænkte han, mens han nød øjeblikket med følelserne og kærligheden. Nærmest på kommando hviskede forældrene i hans ører: Vi elsker dig.