… Han følte det som en evighed, selvom hun blot var lagt forsigtigt i skuffen for få minutter siden. Hun lå midt i skuffen, og det glinsende lys fra nøglehullet skinnede på hendes smukke blanke papir. Han vidste ikke engang, om hun havde fået øje på ham. Han ville så inderligt gerne snakke med hende, men hun var jo så fin og yndig. Ville hun mon overhovedet snakke med ham? Han havde de skarpeste kanter og hun, ja hun havde de mest vidunderlige bløde kanter. Hans papir var nusset og groft, og hendes papir var af det fineste og dyreste. ”Jeg er den største kvindekender i hele skuffens historie. Tro mig, det eneste, der kan gør en kvinde blød i papiret er, hvis man fortæller hende, hvor bløde hendes kanter er” knirkede skrivebordsskuffen, som havde bemærket den røde kuverts beundring af papiret. Den røde kuvert kunne mærke sveden komme væltende over ham som en flodbølge. Han havde aldrig nogensinde været så nervøs, inden han skulle påbegynde en samtale. Den røde kuvert startede forsigtigt op med et ”hej, du har bløde kanter”. Han blev utrolig lettet, da hun svarede ”Jeg er en sjældent art, som der er kun er lavet fem eksemplar af”. Fra det split sekund vidste den røde kuvert, at det skulle være de to for evigt.
Det er gratis at oprette en konto