Kuverten og Papiret

Han følte det som en evighed, selvom hun blot var lagt forsigtigt i skuffen for få minutter siden. Hun lå midt i skuffen, og det glinsende lys fra nøglehullet skinnede på hendes smukke blanke papir. Han vidste ikke engang, om hun havde fået øje på ham. Han ville så inderligt gerne snakke med hende, men hun var jo så fin og yndig. Ville hun mon overhovedet snakke med ham? Han havde de skarpeste kanter og hun, ja hun havde de mest vidunderlige bløde kanter. Hans papir var nusset og groft, og hendes papir var af det fineste og dyreste. "Jeg er den største kvindekender i hele skuffens historie. Tro mig, det eneste, der kan gør en kvinde blød i papiret er, hvis man fortæller hende, hvor bløde hendes kanter er" knirkede skrivebordsskuffen, som havde bemærket den røde kuverts beundring af papiret. Den røde kuvert kunne mærke sveden komme væltende over ham som en flodbølge. Han havde aldrig nogensinde været så nervøs, inden han skulle påbegynde en samtale. Den røde kuvert startede forsigtigt op med et "hej, du har bløde kanter". Han blev utrolig lettet, da hun svarede "Jeg er en sjældent art, som der er kun er lavet fem eksemplar af". Fra det split sekund vidste den røde kuvert, at det skulle være de to for evigt. "Livet er simpelt. Enten er man ude eller inde. Og det er det" knirkede skrivebordsskuffen lige inden den blev åbnet. En stor hånd greb ned i skuffen, og roede rundt, indtil den fik fat i den røde kuvert. Det gav et gisp helle vejen igennem den røde kuvert. Aldrig havde han været ude for skuffens fire vægge, og aldrig havde han troet, at det netop ville komme til at ske for ham. Der var jo så mange flotte sakse i skuffen. De har de skarpeste spidser, har de flotteste greb og holdere til at hvile i. Hvorfor blev de ikke taget op? Han følte en vis stolthed over at blive valgt. Han glædede sig til, at se, hvad der var ude på den anden side. Skrivebordsskuffen havde fortalt om alle de mennesker, som skaber sig over ligegyldig ting. De er næsten værre end skabene, når de skaber sig. Men den røde kuffert var alligevel spændt, men én ting han i et øjeblik havde glemt alt om, var papiret. Hvad med hende? Ville hun mon kunne klare sig i skuffen sammen med saksene, skrivebordsskuffen og de andre kuverter?