... Han følte det som en evighed, selvom hun blot var lagt forsigtigt i skuffen for få minutter siden. Hun lå midt i skuffen, og lyset fra nøglehullet skinnede på hendes smukke blanke papir. Han vidste ikke engang, om hun havde fået øje på ham. Han ville så gerne snakke med hende, men hun var jo så fin. Ville hun mon overhovedet snakke med ham? Han havde de skarpeste kanter og hun, ja hun havde de mest vidunderlige bløde kanter. Hendes papir var af det fineste og dyreste. "Jeg er den største kvindekender i hele skuffens historie. Det eneste, der kan gør en kvinde blød i papiret er, hvis man fortæller hende hvor bløde hendes kanter er" knirkede skrivebordsskuffen. Den røde kuvert kunne mærke sveden komme væltende over ham som en flodbølge. Han havde aldrig nogensinde været så nervøs, inden han skulle påbegynde en samtale. Den røde kuvert startede forsigtigt op med et "hej, du har bløde kanter". Han blev utrolig lettet, da hun svarede "Jeg er en sjældent art, som der er kun er lavet fem eksemplar af". Fra det split sekund vidste den røde kuvert, at det skulle være de to for evigt. "Livet er simpelt. Enten er man ude eller inde. Og sådan er det" knirkede skrivebordsskuffen lige inden den blev åbnet. En stor hånd greb ned i skuffen, og roede rundt indtil den fik fat i den røde kuvert. Det gav et gisp hele vejen igennem den røde kuvert. Aldrig havde han været ude for skuffen, og aldrig havde han troet, at det ville komme til at ske for ham. Der var jo så mange flotte sakse i skuffen, de har de skarpeste spidser. Hvorfor blev de ikke taget op? Han følte en vis stolthed over at blive valgt. Han glædede sig til, at se hvad der var ude på den anden side. Men den røde kuffert var alligevel spændt, men en ting havde han glemt alt om, det var papiret. Hvad med hende? Ville hun mon kunne klare sig i skuffen sammen med saksene, skrivebordsskuffen og de andre kuverter?
Det er gratis at oprette en konto