Solen står højt på himlen i dag, som jeg sidder og læser Sørine Godfredsens artikel omkring idoldyrkelse. Ud af mine højtalere flyder musikken. Musikken, som er komponeret, sunget og indspillet af min favorit artist, imens jeg tænker på om jeg nogensinde har idoliseret nogen, som SG taler om igennem hele sin artikel. Jeg mindes aldrig at have haft et idol, som jeg satte op på en piedestal, hvor jeg intet andet kunne tænke på end dem. Jeg tænker nu videre, hvad vil det egentligt sige at være et idol? Er det blot en frontfigur, som man forestiller sig til at være ufejlbar, et ideal menneske? Hvornår bliver ens forbillede til ens idol? Jo, efter min mening, tager idoliseringen overhånd, når man prøver at sætte sig ind i ens idols hverdag, ikke for at ”lære”, men for at følge dem, for at ”stalke” dem. Jeg skelner mellem de to ord, lære og stalke. Det er fordi, jeg mener godt, at man kan lære noget af at se, hvordan andre mennesker, lever deres liv, men dette bliver til stalkning, når det ikke længere er en refleksion over det som personen foretager sig. Hvis man bare blindt følger ens idols hverdag, for at blive som dem. Man forestiller sig, som nævnt før, at de er ufejlbare og at man må være som dem, i alt lige fra væremåde til tøjstil.
Det er gratis at oprette en konto