Rousseau: Lykken i naturen og ulighedens oprindelse

Oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft. Rousseau levede fra 1712 til 1772. Han var en fransk filosof fra oplysningstiden. Rousseau påstod at mennesket har bedst i at være i naturen, og mener at civilisationen og samfundet har ødelagt det. '' Tilbage til naturen'' bliver Rousseau i dag husket for. Han mente at vi skulle vende til et primitivt naturstadium, derfor ønskede han at minde det civiliserede samfund om, at man burde tage hensyn til naturen, idet at han mente at vi selv er en del af naturen. Rousseau havde også holdninger indenfor børneopdragelse, som var markant anderledes en datidens normer. Han gik ind for en meget friere opdragelse, hvor han mente at barnet i højere grad selv skulle have lov til at udforske verden. Det hænger også en del sammen med hans tanker om 'naturtilstanden' som han mente var bedre for mennesket. Han mener nemlig ikke at man kan være fri i samfundet, som man kan i naturen. Dette findes endvidere i disse to tekster. ''Af tale om oprindelsen til uligheden'' – 1753 og '''Af ensom vandrers drømmerier'' – 1782.Jeg ser i menneskeslægten to arter af ulighed (…) s.234 l.5-10Rousseau finder i menneskeslægten to arter af ulighed. En han kalder naturlig og fysisk ulighed, fordi den viser forskelle på menneskets alder og sundhedstilstand. Den anden han kalder moralsk eller politisk, for det er mennesket der har indstiftet den. Det handler om de forskellige fordele mennesket kan. Det kan være fx hvor nogle bliver rigere, andre bliver stærkere, hvorimod andre får rollen som slaver.Det første menneske,, som indhegnede et stykke jord, og fandt på at erklære. (…..) s.234 og s.235 l.15-20.Rousseau bryder sig ikke om ejendomsretten, fordi han mente at vi kunne have undgået så mange krige, forbrydelser og mord hvis ikke mennesket havde fundet på at indhegne et stykke jord, og kaldet det sit eget.I samme øjeblik en mand havde brug for en andens hjælp (…..) s.235 og s.236 l.15 .18.Rousseau har en holdning til arbejdet. Det er at når et menneske får brug for en andens hjælp, forsvinder ligheden, og på denne måde opstår senere slaveri og elendighed.