Jeg ved du er skuffet over mig. Men du skal lige hører hvorfor det ser ud som det gør.
Du tog i krig for over et halvt år siden, og hørte intet fra dig. Og allerede da du tog af sted, blev jeg ked af det, at ens elskede kæreste skal i krig, hvor der er stor chance for at man ikke får ham hjem igen, er bare ikke sjovt på nogen måde! Men efter jeg ikke hørte noget fra dig, begyndte jeg at tro du havde mistet livet i krigen, men det ville jeg alligevel heller ikke tro på. Det ville simpelthen ikke kunne passe at du havde mistet livet! Du er den dygtigste soldat, og du ved hvad du laver og har gang i, så at du ville have mistet livet, det kunne simpelthen ikke passe! Så jeg troede stadig på at du var i live, og at du snart ville komme hjem til mig. Forhåbentlig meget snart..
Men der gik et måned, og jeg havde stadig ikke hørt noget fra dig, og jeg blev mere og mere urolig. Jeg begyndte lidt at tro, at du var død, men alligevel ikke. Så gik der to måneder og jeg hørte stadig ingen lyd fra dig, da gik jeg hen i sofaen, satte mig ned med hunden, og begyndte at græde. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg var helt færdig, jeg havde mistet dig, troede jeg.. Jeg sad der og græd, og græd, og græd! Tårerne løb ned af mine kinder, snøftede og snøftede, men kunne bare ikke stoppe med at græde og hulke. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Du var det eneste jeg havde tilbage, jeg har jo stort set intet af min familie tilbage, jeg har min bedstefar, som jeg ikke snakker med mere, fordi vi blev uvenner med ham, min onkel Børge, som lever på gaden, som jeg så heller ikke har nogen kontakt til mere. Jeg ville simpelthen ikke kunne leve og klare mig selv, oven på det her. Så jeg besluttede mig for, efter at have mistet håbet, om at du stadig ville være i live, at finde en ny kæreste, som jeg kunne støtte mig op af og leve sammen med, så jeg ikke skulle stå helt selv i verdenen og ikke ane hvad jeg skulle gøre ved mig selv.
Det er gratis at oprette en konto