Brevudveksling mellem Signe og Holger

Min dejlige signe, hvor var det dejligt at se dig i kirken i dag det fik virkelig løftet mit kolde hjerte, for var det længe siden jeg havde set dit smukke ansigt. I starten viste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte sorg, men på samme tid følte jeg glæde på dine vegne. Jeg bestemte mig for, at jeg ville komme til dit bryllup, ikke mindst fordi at jeg ville se dig, men også for at se, hvordan du havde det og for at se, hvilken mand som havde taget dig fra mig. Hvor har jeg bare drømt om at møde dig igen, min kære. Der er ikke gået en dag i 3 år hvor jeg ikke har tænkt på dig min kære. Du betyder meget for mig og det her du altid gjort. Kan du ikke fortælle mig, om hvordan du har det? Som du nok så ved gik jeg med stok, da jeg er blevet udsat for en eksplosion i krigen, men heldigvis var det kun mit ben, det gik ud over så jeg er meget heldig at Gud gav mig lov til at se dig igen min kære. Du skulle bare vide hvór meget jeg savner dig, hvis du forstiller al Verdens Have og alt vandet der i, så savner jeg dig mere end det! Jeg husker så tydeligt, den dag da jeg tog af sted og du begyndte at græde hvor jeg prøvede at berolige dig med at vi skulle mødes ved marken. Den mark hvor du blev min og kun min, jeg husker det så tydeligt som var det i går.Hvorfor ventede du ikke på mig, min kære? Jeg havde sådan glædet