Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kikker ned på sine fingre, og fletter dem ind i hinanden, ud igen.
Og så siger hun det.
”De snakker om dig. Om dig og Daniel”
Mit blod. Det stiger til hovedet, eller holder op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker.
”Hvem gør?” kvækker jeg.
”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet.”
Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke.
”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede”.
Jeg vender mit hoved forsigtigt mod hende, ”Du skal ikke en gang tænke på det!” hvæser jeg vredt.
Julie kender mig godt nok til at vide, at når jeg bliver sur så finder jeg mig ikke i noget som helst. Men jeg kunne aldrig finde på at gøre hende noget!
Jeg slukkede min smøg.
Vi gik om mod den lorte klasse igen, og for hvert et skridt jeg tog tænkte jeg på hvad jeg kunne gøre ved dem alle hvis de som sådan begyndte at grine af
Det er gratis at oprette en konto