Mobning

Maria stod og kiggede ned i det sorte vand . Det blæste. Det var koldt. Hun var kold over alt - helt ind i knoglerne. Og sjælen. Beslutningen var så let. Et hop - og så ville det være færdigt. Ikke flere, der mobbede hende. Ikke flere, der kaldte hende "den fede". De ville blive chokerede alle sammen. Og det havde de bare godt af! "Gid du var død, " havde Louise sagt... og nu kunne hun få at mærke, hvordan det var at få sit ønske igennem. "Gid du var død...." Vandet skvulpede. Blæsten tog fat i hendes hår. Det hår, som mor kalde for hendes "englehår" - men som dem i skolen kalde for beskidt og fedtet, uanset, hvornår det sidste var blevet vasket og redt. Hun tog fat i gelænderet og løftede benet op over rækværket. Maria tænkte på sin mor. Hendes mor som var så sød og dejlig. Men som blev så ked af det når hun hørte, at Maria havde problemer. Maria kunne se tårerne stå i sin mors øjne, når hun fortalte om mobberierne og drillerierne. Alle de dumme bemærkninger. I starten havde hendes mor bare sagt: "Ignorer dem, lad som ingenting, så holder de op.". Men de holdt ikke op. De blev ved og ved. Efterhånden fortalte Maria slet ikke sin mor om, hvor ked af det hun var. Hun græd, når hun gik hjem fra skole. I starten græd hun hver dag. Når ingen så det. Nu græd hun bare en gang i mellem. Men hun mærkede, hvor ondt det gjorde i hendes hals, når hun tænkte på de ord, de andre havde sagt. Hun blev ked af det. Det gjorde ondt i halsen. Den sved og brændte. Halsen gjorde ondt af en masse gråd, der ikke havde fået lov til at komme ud - eller som var blevet grædt meget meget stille under dynen inde på værelset, som hun delte med Sune. En masse tårer var aldrig kommet ud ...... for så ville hendes mor vide det. Vide, at alting var dårligt stadigvæk. Igen kiggede Maria på det kolde vand. Hun trak vejret dybt. Tårer løb ned af hendes kinder - mens blæsten tog i hendes hår. Englehår. Det var ok i starten at ignorere Louise og Josephine .... For Maria havde håbet på, at mor havde ret. At det var en fase. At det ville slutte. Men nu, efter flere år, vidste Maria, at problemet kun ville gå væk, hvis hun selv gik væk. Helt helt væk. Mor havde ind i mellem snakket om at hun kunne skifte skole, men det var ikke blevet til noget. Nu troede hun jo også, at alting var ok og at Maria var glad igen. Til forældremøder sagde lærerne altid bare at "tingene gik jo godt " og ''lidt små problemer i pigegruppen, men ikke mere end at børnene kan klare det selv. De er jo så store nu." Hver gang efter forældremøderne havde Marias mor spurgt Maria ad, og Maria havde blot kigget ned i gulvet og havde sagt, at det gik fint nok. Og Marias mor havde