Vingårdsejer mødte de arbejdere, der endnu ikke havde haft mulighed for at tjene en dagløn, foran bymuren. Disse mennesker var sikkert meget afhængige af, at nogle ville give dem mulighed for at tjene penge. Den mulighed fik de så, selvom nogle først blev lejet sidst på dagen. For dem, der havde slidt helt fra morgenstunden, virkede det naturligvis meget uretfærdigt, at lønnen blev den samme, selvom de havde aftalt på forhånd, at når dagen var omme, ville de hver få en denar. Men vingårdsejerens retfærdighed var en anden.Hvis der ikke var blevet lejet flere arbejdere i løbet af dagen, var morgenholdet sikkert gået tilfredse hjem. De havde fået den løn, der var aftalt. Da de så, hvad de sidst ankomne havde fået i løn, følte de sig alligevel snydt. De følte, at aftenholdet havde fået mere end dem. Men der var jo ingen, der ikke havde fået løn som aftalt. Men der sagde vingårdsejeren så: ”Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gør, hvad jeg vil, med det der er mig? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste”.
Det er gratis at oprette en konto