Lige før jeg skal til at hoppe, ser jeg en pige der minder mig om Miriam. Samme lysebrune hårfarve som Miriam havde haft før hun havde farvet sit hår rødt. Jeg træder et skridt tilbage, og uden at tænkte over det råber jeg så højt som mine lunger kan tilbyde: ’’Miriam!’’
Pigen nede på gaden vender sig forvirret om, men til min ulykke er det ikke hende. Jeg vil se hende. Steady cam. Jeg løber med hast ned af trapperne, og kommer hurtigt ud på gaden. Mit blik strejfer over det sted jeg stod ved for blot et minut siden. Jeg må se hende. Måske havde hun ikke besøgt mig, for at beskytte mig i mod min psykose? Hun har jo bare ventet på at jeg var parat, og siden psykosen, ventet trofast til at jeg var tilbage i hende arme. Jeg hævede armene, og hyldede gud. Snapshot. Jeg løber igennem gaderne, med et mål i sinde; at komme tilbage til min elskede. Chariots of Fire spiller i mit hoved. Hvad jeg troede var et nederlag viste sig at være en triumf. Visuelt er verden omkring mig i slowmotion. Min hjerne har for travlt med at opdigte scenariet når jeg åbner døren til Miriams lejlighed og hun kaster sig i mine arme. Jeg løber forbi en butik, og i de reflekterende ruder ser jeg en genspejling af mig selv. Jeg bliver forskrækket over mit udseende. Store sorte rander under mine øjne, samt et ansigt så blegt, at de fleste folk måske ville genoverveje om spøgelser rent faktisk eksisterede. Vil hun acceptere mig for den jeg er? Endelig er jeg fremme ved hendes lejlighedskompleks. Halvandet minut senere står jeg foran døren. Jeg har en klump i halsen, som jeg desperat prøvet synke. Jeg banker på. Intet svar. Jeg banker på igen, og hører hende råbe derinde fra: ’’Jeg kommer om to sekunder!’’
Det er gratis at oprette en konto