Brev til Miriam: En morders bekendelse

Kære Miriam. Jeg har længe tænkt, på at skrive et brev til dig, for at komme ud med mine følelser, og få det lidt bedre med mig selv, selvom det nok ikke helt vil hjælpe, men nu har jeg fået lidt mod, så nu gør jeg det! Jeg vil gøre et langt brev, kort. Men hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte? Det er svært når der er sket så meget. Jeg har haft det svært, gået og tænkt på mange ting, som jeg ikke helt har kunne overskue. Jeg har haft det dårligt med mig selv, følt at hele min verden faldt sammen, men den eneste grund til det, er vel nok, at I er væk, døden har taget jer, men egentlig var det jo min egen skyld. Jeg ved ikke hvad der gik galt i mit hoved, at jeg kunne trække et haglgevær og skyde jer? Det noget af det væreste jeg nogensinde har gjort – men det væreste af alt, var at jeg skød dig, pga. jeg var jaloux. Jeg tror at det var tanken, om at Martin havde vundet dit hjerte, og jeg blev sat til side, som gjorde at han egentlig bare skulle skydes. Og jeg vidste jo godt, at hvis jeg ikke også skød dig, så ville du hade mig den dag i dag – men jeg tror faktisk at det var et dumt valg at tage, for nu hader alle mig. Selv Lasse & Agner, som engang var mine bedstevenner, gider ikke engang snakke med mig nu. Jeg har gjort mig selv upopulær, hvilket jeg egentlig også godt forstår, for at skyde to så fantastiske mennesker, som jer, det er ikke acceptablet – og jeg kan heller ikke engang acceptere mig selv, for at have gjort det. Den eneste måde jeg kan få fred, og slippe for at høre på, at folk sviner mig og kalder mig grimme ting – den eneste måde jeg kan få lov til at sidde for mig selv, og tænke på jer – og hvor dum jeg var, det er når jeg sidder på mit aflåste værelse. Selv min mor, gider ikke snakke med mig, hun havde aldrig i hele sit liv troet, at hendes ’søde lille dreng’, kunne finde på at skyde nogen. I skal bare vide, begge to – at i er i hjertet gemt, aldrig glemt. Selvom vi havde mange nedture sammen, så havde vi dog også en del opture. Det hele, hvert stykke tid med jer, vil blive gemt. Jeg vil huske tilbage på dengang i stadig var her, tænke på hvor fantastiske i er, og hvor skudt i låget jeg var. Men jeg har lært af mine fejl, og hvis i var her nu, så ville jeg have sagt tusind gange undskyld – men fordi i ikke er her, så skriver jeg det som brev til dig. Jeg håber i har det godt hvor i er, og at vi mødes en dag, som jeg ved vi gør, inden længe. Rest In Peace.