Vi kender dem nok alle sammen. De der reality shows man synes, er så platte. Men vi ser dem alligevel. Spørgsmålet er så, hvad er det der drager os imod dette parallelunivers, hvor unge mennesker bliver fremstillet som dyr, og slipper alle hæmninger på åben skærm? Måske er det forskelligt fra person til person, hvorfor vi ser dem. Eller måske ligger der en eller anden overordnet grund til, at vi bliver hængende foran skærmen.
Man griner, men inderst inde kender man det lidt selv.
Min opfattelse af disse reality shows, så som Paradise Hotel og Fristet, er, at de er underholdende. Det er sjovt at se, hvordan de unge opfører sig, når de er så mange samlet på et sted i så lang tid. Det er ligesom at se på en flok aber i zoologisk have. Men selvom man sidder der i sofaen og griner af dem og deres opførelse, i mens det ruller over skærmen; er der jo alligevel en masse ting, man i hvert fald som teenager, kan ligge genkendende til. En masse episoder, der ligeså godt kunne være sket i ens egen vennekreds. Måske er det derfor, at vi som teenagere ser det? Fordi vi vil se dem og tage ved lære. Lære hvordan man ikke skal gøre, eller måske skal gøre.
Det er gratis at oprette en konto