(Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen imellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kigger på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen. Og så siger hun det."De snakker om dig. Om dig og Daniel." Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder det op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker. "Hvem gør?", kvækker jeg. "Nogle af dem fra klassen. Blandt andet."Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke. "Mads kom hen til mig i går", siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. "Han spurgte om det passede.")
Jeg tænder en smøg til. ”Ja det passer” sagde jeg meget lavt. Skole klokken ringer ind. Pis nu når jeg ikke og ryge færdigt. Kom Julie vi bliver nødt til at gå til time. Da vi trådte ind i klasseværelset var det som om, alle kiggede på os. Heldigvis sad jeg nede bagerst i klassen, så jeg kunne måske forsvinde på den måde. Døren går op, og gamle fru Vibeke kommer ind. Det er sjovt, for hun kommer altid ind i godt humør, men hun forlader tit klassen i dårligt. Der er ingen i min klasse, der har lyst til at sige noget, så Vibeke står bare og snakker, mens hele klassen er på Facebook. Status opdateringernes lille lyd fylder klassen igen. Vibeke går i gang med at snakke. ”In 2001 there was a terror attack on World trade Center, can anyone tell where it was” De fleste I klassen vidste nok svaret, men der var ingen der havde modet til at sige det højt. Jeg fik en besked over Facebook.
Det er gratis at oprette en konto